Rufus Gifford: “Vi går ikke bare fra golfbanen til cocktailparties”

Rufus Gifford

På Dag Hammarskjölds Allé på Østerbro i København finder man den amerikanske ambassade. Med sin grå og tunge facade matcher ambassaden den regnfulde dag vi befinder os i. Ude foran bliver Ethniqas fotograf og jeg mødt af sikkerhedsfolk, hvis højde og drøjde ikke afviger det mindste fra den hårde bygningskonstruktion. Til vores store overraskelse er vores navne ikke noteret i besøgsoversigten. Vi venter spændt på at få grønt lys med en snært af frygt for, at vi ikke kan få interviewet i hus. Efter noget tid bliver vi lukket ind, og får at vide, at der tilsyneladende havde været tale om en tastefejl.

Af Hanan Chemlali / Fotograf: Samy Khabthani

Vi smider overtøjet, smykker, sko og bælte i en plastikboks akkurat som en tur gennem sikkerhedskontrollen i Kastrup lufthavn. Vi kommer ind i tilstødende bygning, afleverer vores ID og får udleveret to ‘visitor badges’. Dernæst bliver vi ført ned til lokalet hvor interviewet vil finde sted, hvor vi venter på ambassadøren. Da Rufus Gifford træder ind i lokalet, bliver ser vi en smilende og imødekommenhed mand, der står i diametral modsætning til det umiddelbare første møde med den tunge grå facade og alle de strikse sikkerhedsforanstaltninger. Det eneste grå ved ambassadøren er hans stænk i håret.

– Hvad vidste du om Danmark før du indtog rollen som ambassadør?

“Sandheden er, at jeg havde en meget stereotyp definition af hvad Danmark var. Jeg havde været her, da jeg var yngre, som turist, men det er utrolig anderledes at besøge et land versus faktisk at bo der. Jeg vidste noget om vikingerne, H.C. Andersen, grøn energi og om progressive værdier generelt i en bredere skandinavisk kontekst.”

Gifford tilbragte de første seks måneder i Danmark med at rejse rundt i landet for at udforske hvad det vil sige at være dansk og finde ud af hvad Danmark har at byde på. På sin rundrejse indså han, at kulturforståelse ikke er så ligetil. Før han lagde en diplomatisk strategi var det vigtigt, at han ikke forpligtede sig til en bestemt sti ind til han fik identificeret hvad der virkede og hvad der ikke virkede for danskerne.

“Jeg tror faktisk ikke at du kan få en dyb forståelse af hvilken som helst kultur førend du begynder at leve og arbejde det pågældende sted. Jeg lærer stadig nye ting at kende om den danske kultur, selv efter at have været her i to et halvt år.”

– Tror du at der er elementer fra det amerikanske samfund som danskerne kunne lære af?

“Ja, jeg gør, uden tvivl og jeg vil også sige, at det modsatte er gældende. USA er et land af immigranter. Hvis jeg eksempelvis har holdt tale om mangfoldighed har jeg ofte delt scenen med en amerikansk gæst, som vi har inviteret. Det kan måske være en somalisk immigrant fra Minneapolis eller en anden person med eksempelvis mexicansk baggrund, altså en person med en anden etnicitet end min. Oftest vil danskerne kigge op på scenen og sige: “Der har vi to immigranter og den nationale fyr”, men det er ikke korrekt. Jeg er så sandelig lige så meget en immigrant til USA, som de nyere immigranter er.”

Gifford fortæller om hvordan han tror, at dannelsen af den amerikanske samfundsstruktur har ført amerikanerne gennem en anderledes proces, når det kommer til debatten om immigration, integration og værdierne i samfundet og kulturen.

“Når jeg oplever debatten om immigration i Europa, og hvorvidt den skaber værdi for samfundet, mener jeg man bør vende blikket mod den amerikanske model, hvor man kan konstatere at det er en iboende værdi i samfundet. USA ville ikke have været hvad det er i dag, hvis ikke det var for immigration og integration. Vi er på ingen måde i nærheden af at løse alle udfordringer der kan følge med kulturmøder, og vi har skam også problemer. Men når det er sagt så tror jeg man er nødt til at se på de succeser der har været til trods for de problemer man måtte støde på.”

Rufus Gifford

Meget mere end skydegale cowboys

Det nuværende amerikanske præsidentvalg har allerede været leveringsdygtig i en del kontroversielle udtalelser, som har vakt stor forargelse verden over. Donald Trump, der kæmper for at blive valgt som republikansk kandidat, har bl.a. udtalt at han ønsker “…et totalt og fuldstændigt stop for muslimers indrejse til USA.”

– Har nogle af de politiske kontroverser haft nogen betydning for din rolle som amerikansk ambassadør i Danmark?

“Jeg tror, at danskerne har en stereotyp opfattelse af USA baseret på film og hvad de læser på avisoverskrifter. Det er alt fra våbenvold til cowboys til Hollywood og reality-TV. Sandheden er, at mit land på 330 millioner mennesker er utrolig mangfoldigt med en lang række politiske debatter og enormt forskellige politiske holdninger.”

I følge Gifford er det amerikanske politiske landskab lige så forskelligt som variationen af klimaet på tværs af staterne. Det gælder især de helt store politiske diskussioner omkring klimaændringer, sundhedsydelser, våbenlov, abortlov og homoseksuelles rettigheder. Han nævner at Boston, den by han voksede op i, på mange måder deler værdier med Skandinavien.

“Mit job er at rejse rundt i landet og forsøge at tale om USA på en mere nuanceret facon. Den måde, jeg voksede op er ikke i overensstemmelse med det generelle stereotype billede af USA, som man får fra eksempelvis aviserne.”

Måske derfor hænger fornemmelsen af frustration lidt i luften, da Ethniqas udsendte igen fremhæver de seneste udtalelser under valget i USA. Det lader til at virket som diplomat besværliggøres af den førte politiske retorik i hjemlandet, som ofte fremstiller USA ensidigt.

“Hør. I et demokrati kan folk sige hvad de vil. Man ser en stigning i den højreekstremistiske populisme, men den er ikke enestående for USA. Det ses overalt i Europa, og medierne giver det en masse opmærksomhed. Og ved du hvad, det bunder i de skøre ting der bliver sagt, som opfattes som stødende. Så når du ser hvad jeg vil hævde er en meget meget splittende retorik fra præsidentkandidaterne, jamen så frustrerer det mig. Den slags retorik, har jeg kæmpet mod gennem hele min karriere.”

– Hvordan forholder du dig til de danske indenrigspolitiske debatter, især i forhold til den førte retorik?

“Det er meget vigtigt i dette job, at man ikke engagerer sig i indenrigspolitiske debatter. Uanset hvad jeg kan føle personligt, så anses det som værende kontraproduktivt, hvis jeg engagerer mig. Som diplomat anser man alle partier som allierede. Uanset om det er fra den ene eller anden fløj, så er de fra et udenrigspolitisk synspunkt faktisk meget ens.”

“Jeg vil dog sige dette; hvis jeg har evnen til at fortælle en amerikansk historie, som kan gavne hvordan man ser på en given sag, så er det vigtigt, at jeg beretter om hvordan den amerikanske samfundsmodel kan tages med i overvejelserne eller bruges som inspiration, i modsætning til rent faktisk at dømme den danske kultur. Vi kan ikke gøre os til dommere over andre kulturer.”

Gifford fremhæver at amerikansk immigration er en proces på 400 år. Han mener, at amerikanerne har gjort det ganske godt, men at det stadig ikke er perfekt, og sætter det i relief til at Danmark kun har gennemgået en immigrations- og integrationsproces i de sidste 40 år. Når han giver sit input i en given dansk politisk debat er det derfor altid kontekstbaseret, hvor der bliver fortalt om ‘The American way’ frem for direkte at foreslå konkrete politiske tiltag.

“Jeg vil til enhver tid tale om værdien af mangfoldighed i det amerikanske samfund, og hvad det har betydet for os. Hvis det så påvirker den danske politiske debat, jamen okay. Men det er virkelig ikke min hensigt. Min hensigt er at repræsentere USA og derefter lade folk tage det for hvad det er. Måske er der noget af det jeg taler om som de kan lære af.”

Rufus Gifford 3

Gennemsigtighed i højsædet

Det amerikanske image har længe lidt under et stort pres, hvilket bl.a. skyldes den førte amerikanske udenrigspolitik. Som diplomat har Gifford skulle arbejde på at nuancere det image USA har fået gennem årene. Det har han eksempelvis gjort ved at arbejde med en meget udadvendt diplomatisk tilgang.

Danskerne har således kunne følge hans gøren og laden i DR3-dokumentarserien ‘Jeg er ambassadøren fra Amerika’ som kørte over skærmen i sommeren 2015. DR3 fulgte Gifford i tre måneder, hvor gennemsigtighed var i højsædet. Her kom seeren til at lære Gifford at kende, både som ambassadør og privatperson. Både i det private og i sit virke som ambassadør er Gifford i særdeleshed inspireret af hans overordnede Barack Obama.

“Jeg forsøger at gå i min chefs fodspor. Jeg har arbejdet for præsidenten i næsten 9 år nu, og hans evne til at kommunikere med mennesker har været moderne og omfavnende”.

Gifford fremfører, at præsidentparret anvender moderne teknologi og sociale medier i et forsøg på at ramme unge mennesker og gøre dem mere interesserede i amerikanske samfundsforhold. Præsidentfruen Michelle Obama har fx udgivet en rap-video om vigtigheden af at tage en uddannelse og præsidenten Barack Obama har lavet en humoristisk video om ‘Health Care’.

Siden Gifford overtog posten har den amerikanske ambassadørs rolle været genstand for en del kritisk medieomtale, men det er han godt tilfreds med. Han påpeger, at det ikke handler om, at han underminerer det traditionelle diplomatarbejde, men at brugen af fx sociale medier har stor effekt.

Det har været en del af den amerikanske ambassades mission at udvide deres målgruppe med særlig fokus på de unge danskere på tværs af etnicitet og sociale lag. I traditionelt diplomatisk arbejde interagerer man typisk med politikere, ministrer og direktører, men det fanger ikke Giffords interesse i samme grad, som det at engagere sig med den almene dansker. Han understreger, at der skal være plads til begge ting, men at ambassaden i særdeleshed har fokuseret på at fange et bredere publikum siden han overtog kontoret.

“Det traditionelle publikum er der allerede, de lytter allerede, de deltager i begivenheder, de engagerer sig med os, men hvor er fremtiden? Jeg så nogle af vores invitationslister og den gennemsnitlige alder var 65. Hvor er de yngre danskere? Vi er nødt til at engagere dem.”

– Har du mødt nogen udfordringer, når du bruger denne alternative offentlige strategi på at nå ud til et yngre publikum?

“Folk tror at vi bare har det sjovt, og det er ikke sandt. Alt vi foretager os er gennemtænkt. Vi tænker på modtageren og budskabet. Vi siger også nej tak til en masse forslag, for det er vigtigt, at vi ikke glemmer vores overordnede mission.”

Visse danske politikere har forholdt sig kritisk til ambassadørens måde at portrættere sig på, og for hans udadvendte diplomatiske strategi. Én af dem, der står bag kritikken er det konservative folketingsmedlem Naser Khader, der i en artikel i BT fortæller, at ambassadøren burde passe sit arbejde i stedet for at optræde i en reality-serie.

“Jeg spørger altid mig selv, om jeg kunne have gjort noget anderledes, men i sidste ende har jeg aldrig sat spørgsmål ved vores strategi. Jeg tror, at når du gør tingene anderledes, når du rykker på traditionalismen, så vil der altid være folk, der har en mening om hvad du “bør” gøre i stedet. Det er vi ikke interesserede i. Det meste af den kritik jeg har modtaget, og det har virkelig ikke været i den store kaliber for være ærlig, er folk som siger: “Jeg har aldrig set en ambassadør gøre det her før, og jeg er ikke tryg ved det.” Jeg anerkender den undren, men jeg synes det er det værd, at bryde med det gamle.”

Ambassadøren ser ikke sin strategi som selvpromovering, men fortæller at det handler om at promovere det amerikanske brand. Han ser det kun som et plus, hvis der rettes kritik mod den nye strategi i de danske medier, for så bliver ‘moderne diplomatisk arbejde’ taget op til revision.

– Har du erfaret, at den førte strategi har været med til at nuancere den stereotype portrættering af USA?

“Ja. Det er faktisk dét, der får mig i gennem de svære tider. Det amerikanske brand har i den første halvdel af dette århundrede været presset. Den feedback jeg har modtaget er virkelig vidunderlig, uanset om det er online via de sociale medier eller på gaden.”

På det seneste er Danmark blevet omtalt en hel del i de internationale medier. Gifford har især bidt mærke i den positive side af dækning. Han fortæller om hvordan Washington ikke holder øje med ambassadens daglige drift, men at medierne i USA har fået øjnene op for det arbejde ambassaden udfører.

“En af de ting, der har været bemærkelsesværdig i løbet af de sidste par måneder er niveauet af den amerikanske presse og Washingtons opmærksomhed, som vi har modtaget for vores strategi. Artikler i magasiner såsom Vanity Fair og i en lang række andre publikationer.”

Det glæder Gifford, at strategien giver positiv genklang. Han fortæller om hvordan det nok ikke bliver en tendens som alle ambassadører vil følge, og bruger dokumentarserien som eksempel. Han påpeger, at det i høj grad er med til at humanisere feltet og give et mere transparent billede af den daglige drift på ambassaden, som i sidste ende vil give den almene dansker lysten til at engagere sig mere aktivt. Han bryder ud i latter og fortæller hvor kedelig og uvelkommen ambassadens grå facade er, og understreger vigtigheden i at invitere folket ind bag muren.

Ambassadens mission er stadig den samme, hvilket er at kommunikere ud til den brede befolkning. I takt med den teknologiske fremgang og måden vi er begyndt at læse og lytte til informationer, ser Gifford det som en naturlig proces at den pågældende strategi er blevet ført som den er gjort. Om man er for eller imod, mener han på sin vis underordnet, for i sidste ende handler det om omtale og at der bliver konverseret, debatteret og ført dialog på tværs.

Faktaboks:

Den amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, er ikke en hvilken som helst diplomat. Før han indtog kontoret, havde Gifford en noget andet stilling, han var nemlig finansdirektør under Barack Obamas præsidentvalgkampagne i 2012. Ambassadørposten er senere set som belønningen for den succesfulde fundraiserkampagne Gifford førte, hvor han eftersigende fik samlet en milliard dollars. Han har derudover arbejdet i Hollywood, hvor han blandt andet har arbejdet med produktion af film såsom Garfield: The Movie og Dr. Doolittle.

 

Comments are closed.