AT VÆRE EN UNG MUSLIMSK KVINDE ER IKKE EN UNDSKYLDNING

Hind Bensari 24-årige marokkansk-britiske Hind Bensari arbejdede som Business Development Manager i en mellemøstlig investeringsfond i London. Så forlod hun de trygge rammer i London for at lave en dokumentar om kvindesynet i hendes hjemland Marokko. Hverken den økonomiske usikkerhed eller det, at hun er muslimsk kvinde, skulle spille en rolle. Det eneste, der betød noget, var sagen.

Af Ayan Mouhoumed Foto: Veronica Cruz del Valle

Det starter med Amina

Det hele starter i 2012 med en ung marokkansk pige ved navn Amina Filali, hvis liv slutter inden, det overhovedet er begyndt. Amina bliver offer for en tragedie, der får mediernes opmærksomhed. Først bliver den unge pige voldtaget af den ti år ældre Moustapha Fellak, så bliver hun tvunget til at gifte sig med ham. Amina, der nu er blevet gift med sin voldtægtsmand, bliver fortsat voldtaget og mishandlet af Moustapha Fellak. Amina lever et liv med konstant frygt og mistrivsel, og fem måneder senere tager hun sit eget liv.

Sagen med Amina er ikke noget, der er særlig opsigtvækkende i Marokko, hvor der eksisterer en lov ved navn ‘artikel 475’. Indtil januar i år gjorde loven det muligt for en voldtægtsmand at slippe for straf, hvis han giftede sig med sit mindreårige offer.

Historien om Amina fik en masse medieopmærksomhed i landet, og flere menneskerettighedsorganisationer arbejdede for at få loven omstødt. Sagen får også Hind Bensaris opmærksomhed, selvom hun befinder sig i London. Den tvinger Hind til at revurdere sit liv.

– Jeg følte, at jeg sad fast, og at mit arbejde var kedeligt. Mit liv handlede om at skrive rapporter og lave præsentationer. Jeg var virkelig en arbejdshest, der savnede noget kreativitet, siger Hind.

Der gik lidt tid, før jeg hørte om Amina. Jeg havde hørt om ‘artikel 475’, men ikke om den specifikke sag med Amina, fortæller Hind Bensari.

Forlader det perfekte job

Selvom den 26-årige Hind Bensari sad trygt på sin arbejdsplads, kunne hun ikke lade være med at tænke på sagen om Amina .

– Jeg begyndte at læse mere om mere om sagen, og det tog til sidst overhånd. Det var som om, noget kaldte på mig, forklarer Hind.

Kaldet blev til ideen om at lave en dokumentarfilm, der skulle gå tæt på artikel 475 og handle om kvindesynet i Marokko. Derfor beder Hind sin chef om tre ugers fri for at arbejde på sagen og rejser til hjemlandet for at lave en smule research.

– Da jeg efter tre uger var tilbage på pinden, gik der ikke lang tid, før jeg bad om fri igen. Jeg bad om overlov på seks måneder med den intention, at jeg ville vende tilbage. Men jeg kom aldrig tilbage, smiler Hind og fortæller begejstret.

Allerede fra starten vidste Hind, at det skulle være en film. En film om Amina og loven ville automatisk nå en masse mennesker i Marokko.

I Marokko er cirka 40-50 % af befolkningen analfabeter. Hvis jeg skulle nå dem, så er film som medie den eneste løsning, siger Hind.

Den nyudsprungne filminstruktør havde aldrig forestillet sig, at filmen ville bringe hende hele verden rundt. Den oprindelige plan var at poste filmen på nettet, når den var blevet færdig. Og det er præcis det, Hind gjorde.

– Det er helt utroligt, hvor meget debat denne film har skabt. Den havde på ingen tid fået over 20.000 views på nettet, og der er en massiv medieinteresse. Den blev også vist på den største marokkanske TV-station og nåede derfor ud til en stor del af den marokkanske befolkning, forklarer Hind, der stadig ikke helt kan fatte dokumentarens succes.

Med næsten ingen kameraerfaring eller viden om filmproduktion fik Hind hurtigt samlet et hold, der havde de egenskaber, hun manglede. Ved hjælp af crowdfunding på nettet var der økonomi til de første spadestik af dokumentarens produktion. Hind fik 5000 dollars til projektet, og sammen med hendes egen opsparing var det nok til at starte arbejdet på dokumentarfilmen.

Hind Bensari

Brød sammen

Selvom Hind konstant har et smil på læberne og er rolig, mens interviewet er i gang, så har processen også været fyldt med udfordringer.

– På et tidspunkt brød jeg fuldstændigt sammen. At finde voldtægtsofre i Marokko er ikke verdens nemmeste opgave, fortæller Hind.

Flere gange prøvede hun at tage fat i forskellige kvindeorganisationer i hjemlandet for at få hjælp. Enten til at finde en kvinde, hun kunne interviewe, eller blot til at udlevere noget information. Kvindeorganisationerne var ikke meget for at hjælpe den unge filminstruktør.

– Jeg blev ved med at tænke “hvorfor gør jeg det her”, forklarer Hind, der indrømmer, at hun også fældede en tåre eller to.Hvorfor bruger jeg min tid og energi på en gratis film, jeg vil smide på nettet, siger Hind spørgende, som om hun forventer et svar.

Hvordan kom Hind så videre? Hun græd ud, trak vejret og trak på skulderne. Efter det følte hun sig meget lettet, og vendte tilbage til filmprojektet.

Men da Hind befinder sig i gaderne i Casablanca, rammer hun igen en mur. I en stor del af hendes dokumentar taler hun med helt almindelige mennesker på gaden om deres mening om artikel 475 og om deres generelle kvindesyn. Hun taler med alle – fra unge skoleelever til religiøse ældre mænd. Dem, der chokerede hende mest, var de unge.

– Jeg troede virkelig, at de unge var mere åbne, men det viste sig, at de var totalt det modsatte. Disse unge aner ikke, hvad forskellen mellem sex uden for et forhold og voldtægt er. Det er ulovligt at have sex uden for ægteskabet i Marokko, men der er en masse forvirring. Der er ingen, der gør noget ved denne forvirring, siger Hind frustreret. Mit job består ikke i at dømme dem, men i at vise dem et alternativt, siger Hind og tilføjer hurtigt:

– Der er mangel på seksualundervisning i skolerne, og det er ofte et tabu både i skolerne og i hjemmet. De unge hører forskellige historier og forstår intet. Det er som om pigerne er dømt til at være generte væsner, være respektfulde og ikke blande sig med drengene. Ofte hersker der en slags ” Hvis du er sammen med drenge, og de voldtæger dig, så er det din egen skyld” mentalitet. Hvad siger det ikke om drengene, spørger Hind.Hvilken verden er det, vi lever i, hvor manden er et monster?

Kærlighed er ikke vigtig

I gennem sin research hørte Hind meget om unge kvinders syn på ægteskab. For de fleste er ægteskab ikke nødvendigvis forbundet med noget positivt. For de fleste bliver ægteskabet brugt som et redskab. I Amina Filali-sagen, blev Amina tvunget til at giftes med sin voldtægtsmand. På den måde kunne hendes urenhed, altså mangel på hendes jomfruelighed, forsvares. I en verden, der er styret af mænd, kan en kvinde simpelthen ikke være ren nok. Derfor er en kvinde, der ikke er jomfru, en defektvare, som de fleste undgår.

Ægteskabet er redskabet, der kan redde de “defekte” unge kvinder, et bedre alternativ findes ikke.

– Nogle unge piger bliver undervist i at blive gift. Ægteskabet er en opgave, og det skal bare gøres. Det er grunden til, at voldtægtsofre bliver gift med deres voldtægtsmænd, for det er deres eneste mulighed. De skal giftes, få børn, stå for opdragelsen og så har de levet deres liv. Ægteskabet handler ikke om kærlighed eller forelskelse. Det er en meget problematisk tankegang, når kærlighed ikke vigtig, fortæller Hind, der har været sammen med sin kæreste i tre år og overhovedet ikke tænker på ægteskab – ikke lige nu i hvert fald.

Jeg lever ikke af det

I dag har Hinds forældre fuld forståelse for deres datters trang til at fortælle historier. Men sådan har det ikke altid været.

– De forstod ikke rigtig, hvorfor jeg ville forlade et behageligt job i London for at tale med folk på gaderne i Marokko. De troede i starten, at det bare var et “projekt”, smiler Hind.

Nu er hendes forældre mest bekymrede over hendes økonomiske situation.

– Jeg lever jo ikke af det endnu, men i Marokko har jeg da lavet en smule arbejde. Jeg har været instruktør på nogle TV-produktioner, lavet noget for nogle NGO’er og har stået for nogle virksomhedsfilm, fortæller Hind og tilføjer: hvis man skal lave film, bliver man nødt til at have nogle alternativer. Det kan være økonomisk støtte i form af crowdfunding eller som underviser ved siden af. Det er bestemt ikke nemt at leve af at lave film, heller ikke i Danmark.

To år efter påbegyndelse af dokumentaren har Hind dog alligevel fået en smule held med at få en lille økonomisk gevinst. Dokumentaren er solgt til nogle udenlandske TV-stationer. Der skal også bruges tid på at arbejde med det næste projekt. Ideerne er stadig i idéfasen, men Hind kan alligevel give os et lille hint.

– Mine næste projekter er to dokumentarer, der handler om enten handikappede i Marokko eller om De Olympiske Lege for Handikappede. En anden idé, jeg leger med, er om et tyrkisk rejsebureau for homoseksuelle, siger Hind, der stadig synes, at det er en smule underligt at kalde sig selv for filminstruktør.

Det handler ikke om karakter

Efter at dokumentaren kom ud i Marokko, var Hind på turné på landets mange skole for at vise filmen til de unge. Udover at vise filmen frem ville hun også inspirere de unge. Fortælle dem, at de sagtens kan gøre det samme.

– De unge har magten til at gøre alt, for det handler ikke om gode karakter eller om at komme ind på en god skole. Hvis man ønsker at fortælle historier, så er det muligt. Sådan gjorde jeg, og hvis jeg gjorde det, så kan du også, siger Hind med en masse passion i stemmen.

Inden vi forlader hende, spørger vi, om hun har et godt tip til vores læsere.

– Det lyder en smule forudsigeligt, men hvis man vil opnå noget, skal man være ærlig over for sig selv. Hvis ikke man kender sig selv, når man ikke sine mål. Man skal finde ud af, hvad der gør en glad, og man skal tage små skridt. Husk at der ikke er noget der hedder undskyldninger. Der er ikke en undskyldning der lyder; “Jeg er muslim og pige, og derfor kan jeg ikke gøre det her” siger Hind og fortsætter ivrigt.Jeg gjorde det. Jeg har lavet denne lille dokumentar, der har været med til at ændre loven. Hvis man er ærlig, så når man sine mål, afslutter Hind med et smil.

Se dokumentaren “Break The Silence her

 

Comments are closed.