Trommeslager Ihan Haydar: “Islam har ikke været en begrænsning for mig”

IMG_8002

22-årige Ihan Haydar har altid fået at vide af sine forældre, at hun skal opføre sig på en bestemt måde, fordi hun er en muslimsk pige. For tænk på hvad naboerne ville sige, hvis de fandt ud af, at deres datter spiller på trommer i et band? Som en af de få kvinder i Danmark, der spiller trommer professionelt, møder Ihan modstand både pga. sit køn og sin baggrund, men at være kvinde og muslim er ikke en begrænsning for hende.

Af Ayan Mouhoumed Foto: Veronica Cruz del Valle

Sidste år spillede L.I.G.A næsten 200 jobs rundt om i landet og har brugt hele sommeren på at blæse danskerne omkuld med deres fængende tekster, svedige beats og deres gode energi i forbindelse med deres tour. Bandets to medlemmer er efterhånden blevet hele Danmarks darlings og har fået adskillige priser. Senest fik Ihan tildelt prisen som årets Voice Ikon, som hun sikrede via lytternes stemmer. L.I.G.A kom til verden efter producerteamet Remee og Chief 1 spottede dem på de sociale medier. Dansk-irakiske Ihan Haydar havde aldrig forestillet sig, at hun kunne leve af at spille trommer, men når hun bliver bidt af noget og samtidig møder modstand, er det svært ikke at blive stædig.

Remee satte hende til at være trommeslager for sangerinden Soluna Samay, der vandt det danske Melodi Grand Prix i 2012. Samme år repræsenterede Samay Danmark til det Europæiske Melodi Grand Prix i Aserbajdsjan. Selvom Ihans forældre på det tidspunkt godt vidste, at hun havde forelsket sig i musikken, var de ikke klar over, at deres datter ville tone frem på TV-skærmen på en scene i Aserbajdsjan i en musikkonkurrence med mange millioner seere.

“De vidste ikke at jeg deltog, men da de fandt ud af det, talte vi ikke sammen i nogle uger. Det var lidt svært at være uvenner med dem, fordi jeg stadig boede hos dem. De lavede mad til mig og kørte mig rundt, men de var virkelige sure på mig. Jeg forstod ikke hvorfor, men de forklarede, at piger ikke skal optræde på TV. Det syntes jeg var en mærkelig grund, for jeg gjorde jo ikke noget forkert”, forklarer Ihan og tilføjer: “Senere fortalte de mig, at de var bekymrede for mig. De tænkte på, hvad folk ville sige”.

IMG_7943

Bange for rygterne

Forældrenes bekymringer om datterens rygte handlede om frygten for hvad deres omgangskreds måtte sige og tænke om Ihan og hendes musikalske eventyr.

“Jeg har haft så mange skænderier med mine forældre, for i den arabiske kultur er man ofte bange for, hvad naboen vil sige. Man er bange for rygterne, men jeg er ligeglad med hvad en eller anden person siger om mig. En person, som jeg overhovedet ikke kender, skal ikke have indflydelse på mit liv. Jeg har gjort det klart for mine forældre, at jeg er ligeglad og at jeg gør tingene på min måde. Jeg vil være en del af denne branche og det tog lang tid før, mine forældre forstod det”, siger Ihan alvorligt.

“Hvem siger, at det er forkert at spille musik og hænge ud med drenge. Det er jo normalt og vi bor trods alt i Danmark. Man kan være muslim på mange forskellige måder, og jeg er muslim på min måde. Jeg har ikke gjort noget forkert”.

“Jeg har altid haft min religion og kultur i baghovedet, men det har aldrig stoppet mig. Jeg har nogle grænser. Jeg har f.eks. sagt nej til at gå i små nederdele eller optræde i bikini, men det er fordi jeg ikke har haft lyst til det. Islam har ikke været en begrænsning, og har ikke gjort det svært for mig” forklarer hun.

Voksede op med lyden af bomber

Som barn voksede Ihan Haydar op i Irak, hvor familien boede i et hus foran en losseplads, der tilhørte det lokale kraftværk. Familien havde mad på bordet, men sov på simple madrasser på gulvet. Ihan er vokset op med lyden af bomber og den forhenværende diktator Saddam Husseins faste greb om landet. Grebet var så stramt, at hendes far drømte om en bedre fremtid for sin familie i Europa. Efter syv flugtforsøg endte han i Danmark og efter tre år blev han genforenet med sin familie.

Der lød sirener hver dag og hvis man var i skole, når sirenerne lød, skulle man slukke lyset og gemme sig under bordet, mens man ventede på at det gik over. Hvis det skete, mens jeg var hjemme med mine søskende, blev vi samlet af min mor og gemte os i det mindste værelse i hjemmet. Vi slukkede lyset og sad derinde, mens min mor fortalte historier. Vi lyttede tit til radioen, når sirenerne lød, så vi vidste hvad der skete omkring os. Det var helt normalt, at der var disse bombardementer” fortæller Ihan og tilføjer, at hun har mistet adskillige familiemedlemmer.

“En dag troppede Saddam Husseins hær op og tog nogle af mine fætre med sig. Vi hørte aldrig fra dem igen” siger hun.

“Mine forældre fortalte ikke, at min far prøvede at flygte ud af Irak. De fortalte, at han var på ferie. Jeg kan huske, at jeg engang, da jeg var seks år gammel opdagede, at han virkede en smule anderledes. Jeg vidste ikke helt, hvad det var. Min far er en stærk mand med en kæmpe viljestyrke. Han har oplevet så meget i sit liv, og har bl.a. været tvunget til at være en del af det irakiske militær i 14 år. Da han blev gift med min mor og fik børn, ville han ud af militæret. Krigen har ændret ham og hans krop har stadig mange ar”, siger Ihan, der var 10 år gammel, da hun kom til Danmark.

“Mine søskende og jeg har været heldige at komme til Danmark. Mine forældre vidste, at tingene ville blive værre i Irak så længe Saddam Hussein havde magten og vores hus blev faktisk bombet et par måneder efter, vi kom til Danmark. Det er vildt at tænke på”.

Vi skulle ikke føle os udenfor

Ihan og hendes søskende voksede op i den lille by Gelsted tæt på Næstved, hvor der ikke boede mange andre med anden etnisk baggrund. For Ihans forældre var det et bevidst valg, at deres fire børn skulle vokse op i en lille sydsjællandsk by.

“Det var mine forældres mission, at vi skulle integrere os, så vi ikke følte os udenfor samfundet. Min far valgte bevidst at flytte os ud på landet, hvor der ikke var andre arabisktalende danskere. Hvis vi boede i hovedstaden, ville der måske være en risiko for, at vi ville blive kriminelle. Det var virkeligt smart af ham, for på kun to måneder lærte jeg dansk. Jeg var den eneste arabiske pige i 4. klasse, så jeg blev nødt til at lære sproget og ret hurtigt fik jeg danske veninder og venner. Jeg blev aldrig mobbet, for alle syntes jeg var spændende” fortæller Ihan, der i dag bor i København.

Som så mange andre unge med anden etnisk baggrund end dansk, har Ihan en fod i både den danske og den irakiske lejr.

“Jeg taler stadig arabisk derhjemme med mine forældre, og forsøger også at se arabisk TV, når jeg er sammen med dem. Men det er en smule svært, for jeg taler altid dansk med mine venner og veninder. Der er ikke mange arabere i min omgangskreds og selv de få, der er taler jeg dansk med” siger hun.

Ihan-Haydar

Folk er altid en smule skeptiske

Der er ikke ret mange kvinder i Danmark, der spiller trommer. Måske er det derfor, at Ihan Haydar får ekstra opmærksomhed, når hun fyrer den af på scenen.

“I starten er folk altid en smule skeptiske, fordi jeg er pige. Men så snart jeg spiller, så ændrer de mening, også er det ikke et problem. Jeg er jo ikke med i bandet, fordi jeg ser godt ud, men fordi jeg rent faktisk godt kan spille på trommer, og fordi jeg gør det skide godt” siger Ihan med en stor grad af selvtillid og attitude.

Da Ihan i folkeskolen greb trommestikkerne for første gang kunne hun allerede den gang mærke en vis form for forventning på grund af sit køn. Folk omkring hende var en smule skeptiske, og tvivlede på hendes talent.

“Jeg kan godt mærke forventningerne til mig, og jeg har også fået en smule modstand, fordi folk siger jeg ikke kan eller burde spille på trommer. Selv min familie brød sig ikke om, at jeg spillede. Når folk har sagt at jeg ikke kunne, har jeg bare gjort det. Jeg ved ikke hvor det kommer fra, men jeg har et drive og jeg vil vise folk, at jeg kan noget”, siger hun.

Men forventningerne afløses også af pres, der ikke kun kommer fra folk omkring hende, men også fra hende selv.

“Jeg føler nogle gange, at jeg må overgå mig selv. At jeg må blive endnu bedre, og presse mig selv endnu mere. Derfor øver jeg en masse, så jeg kan udvikle mig selv. Når jeg f.eks. får en dårlig kommentar, så går jeg fuldstændig i øve-mode og øver. Jeg ser det ikke nødvendigvis som noget stressende, men bruger det som noget positivt”.

Hendes drive og de mange timer i øvelokalet er til for en ting, som er større end Ihan Haydar selv.

“Jeg vil gerne sætte mine fodspor på denne verden, og blive stor” siger Ihan Haydar afslutningsvis.

Comments are closed.