Systemet skal ikke redde mig!

I 90’erne tilbragte jeg, det meste af min barndom i en såkaldt ghetto på Vestegnen, hvor jeg boede med mine fire søskende og mor. Mens mine søskende og jeg legede nede i gården, blev vi konstant slået i hovedet med, at vi ghettobørn skulle reddes. Vi skulle reddes, så vi ikke blev arbejdsløse, tabere, eller en belastning for det danske samfund. Det der skulle redde os stakkels, mørke danskere, var systemet.

Ayan Mouhoumed

Af Ayan Mouhoumed

Da jeg begyndte på 10.klasse skolen, ved navn Balderbæks Uddannelses Center, BUC, var tingene blevet en smule værre. Den offentlige retorik omkring mørke danskere var blevet værre, og medierne pustede endnu mere til ilden. Jeg var stadig en mørk dansker, der skulle reddes fra de frygtelige forhold i ghettoen. Unge som mig havde ikke en fremtid, hvis ikke vi arbejdede hårdt for, at ryste ghettoens stank af os. Uanset hvor man kiggede hen, blev der indirekte i den offentlige debat sagt, at vi ikke kunne selv og at vi skulle bruge en hjælpende hånd fra systemet. Måske var det derfor, at eleverne på 10.klasse skolen konsekvent kaldte skolen “Børn Uden Chancer” – Fordi åbenbart var det sådan, vi blev set af samfundet. Når samfundet konstant ser en som hjælpeløs, skal der ikke meget til, før man selv gør det samme.

De stakkels muslimske kvinder

I mainstream medierne blev en som mig, ret hurtigt stemplet som undertrykt. Jeg skulle reddes fra mig bagland, kultur og religion. Som ung muslismk kvinde, var jeg ifølge systemet undertrykt, og sikkert snart gifteklar. Jeg skulle højst sandsynligt giftes bort, mod min vilje med min fætter (som jeg ikke kendte) fra hjemlandet. Jeg ville sikkert ikke ende med en videregående uddannelse, så det kunne jeg godt glemme alt om. Systemet havde en forestilling om, at jeg skulle ende som arbejdsløs hjemmegående husmor, uden nogen ambitioner i livet, what so ever. Derfor kunne jeg lige så godt få næsen ud af bøgerne, og begynde at kigge efter en lejlighed i ghettoen for, at starte min egen familie.

Når man får at vide, at man ikke kan blive til noget, gør det ekstra ondt, når man sætter snuden efter noget og fejler. Jeg kan huske, da jeg i 9. klasse blev erklæret “måske-egnet” til gymnasiet. Det føltes som en kæmpe lussing i ansigtet. Jeg troede, at jeg gjorde alle de rigtige ting og så fik jeg at vide, at jeg ikke var  “god nok”. Jeg blev fortvivlet og usikker, og troede ikke længere på drømmen om, at blive sproglig student, som min yngste moster, den første student i familien. Måske var jeg for dum? Måske havde jeg ikke fået nok hjælp derhjemme? (hvilket jeg heller ikke gjorde) Eller måske var det bare min skæbne?

Mens de andre på skolen hyggede sig efter timerne, brugte jeg ekstra meget krudt på at blive endnu dygtigere. Jeg kunne desværre ikke få hjælp hjemmefra, så jeg kom fast på Ungdomsskolen, da der dér var lektiehjælp. Ingen skulle sige til mig, at jeg ikke kunne komme på gymnasiet og ergo ud af ghettoen.

Superpower fik mig åbenbart ind på Journalisthøjskolen

Da jeg efter mange år startede som elev på Journalisthøjskolen, som Tv – og Medietilrettelægger-studerende i 2011, var jeg en af de blot 40 optagede ansøgere. Jeg har siden jeg var barn drømt om, at blive historiefortæller, enten som forfatter eller journalist. Men da jeg ikke kom ind på journaliststudiet på Syddansk Universitet, fordi jeg staver som en brækket arm og ikke kan finde ud af at sætte kommaer, blev drømmen om Journalisthøjskolen sat på standby. Indtil jeg opdagede Tv – og Medietilrettelægger uddannelsen. Her kunne jeg få muligheden for, at blive en visuel historiefortæller. Optagelsen føltes derfor som et skulderklap. For mig var det et bevis på, at jeg var lige så god som mine kommende medstuderende, og jeg så håbefuldt frem til mange lærerige og spændende år.

Min lyserøde boble sprang dog ret hurtigt, da en medstuderende satte spørgsmålstegn ved min optagelse. Jeg måtte ha’ gjort noget ekstraordinært, siden ‘sådan en som mig’ var blevet optaget. Det kunne VEL ikke skyldes min motiverede ansøgning eller min baggrund alene? Det kunne jo heller ikke skyldes, at jeg tidligere havde en uddannelse fra filmselskabet Zentropa, og havde arbejdet lidt i den danske filmbranche. Det kunne heller ikke skyldes, at jeg allerede havde etableret mig i den danske medieverden, nej. Hvordan jeg var blevet en af de 40 studerende, var ifølge ham et mysterium.

“Ja, men du har jo også startet Ethniqa Magazine, så det er nok derfor, at du kom ind”, sagde han, som om alt det jeg ellers havde lavet for, at nå til dette punkt ikke betød noget. Jeg var ikke typen, der pralede om mine erfaringer eller bekendtskaber i film- eller mediebranchen, så han kendte ikke meget til min fortid. Jeg var sort, muslim og ved navn Ayan – ergo var det underligt, at der var plads til mig på dette prestigefyldte studie.

Den obligatoriske mørke person

Jeg har det meste af mit voksenliv haft det ambivalent med systemets forsøg på at redde mig og mine mørke, danske medborgere. Systemet har tit fået mig til, at tvivle på mine talenter, og har været skyld i en masse tanker omkring min tilstedeværelse visse steder.

Da jeg blev optaget på Zentropa, som “småtte” (elev) følte jeg, at de var mere begejstret for min hudfarve, end mig som person. Jeg anede ikke hvad uddannelsen handlede om, og havde ærligt talt bare brug for, at springe ud i noget ukendt. Jeg vidste intet om dansk film og TV, men alligevel var det som om, de havde rullet den røde løber ud for mig. Jeg blev den ene mørke person, som de eventuelt kun hive frem, hvis de af branchen blev anklaget for, at være “for hvide”. Zentropa lå i en ghetto, og at have en mørk ung, “ghetto kvinde” var en gevinst.

Endelig kunne de sige; “Se, vi har også en mørk blandt eleverne. Vi er mangfoldige og elsker diversitet”.

Jeg har altid været imod positiv særbehandling, hvor virksomheder opstiller kvoter der skal opfyldes for, at få et bedre ry blandt ligesindede. Der skal være plads til de handicappede, de mørke, kvinderne, de undertrykte og muslimerne. Med mig kunne man sætte kryds ved flere ting; kvinde, fra ghettoen, muslim og mørk – det kunne ikke være bedre! Selvom jeg afskyr disse kvoter, har jeg været nødt til at acceptere dem – for hvordan skal jeg ellers kunne gøre en forskel? Hvis ikke jeg er en del af systemet, hvordan kan jeg så bekæmpe det? Derfor har jeg flere gange måtte sluge min stolthed og stædighed, og gøre oprør indefra.

I tiden på Zentropa talte jeg med Gud og hver mand om uddannelsen og prøvede at lokke flere unge, med anden etnisk baggrund end dansk, til Filmbyen i Avedøre, så de også kunne præge den danske filmbranche. På Ethniqa Magazine portrætterer vi konsekvent forskellige slags danskere.

Det kan godt være, at systemet har givet os fiskestangen, men vi lærte selv at fiske!

Comments are closed.