Ræk hånden ud

Özlem Cekic

”Din perkerso. Alle dine fætre er kriminelle. Skrid hjem!”

Omtrent sådan lyder det i nogle af de beskeder, som Özlem Cekic dagligt modtager på de sociale medier på baggrund af sin hudfarve og religion. De fleste vil nok mene at grove udtalelser som ovenstående ikke fortjener svar, men Özlem insisterer på debat og inviterer gerne sig selv til kaffe, så snart hun ser muligheden. Som tidligere politiker for SF har hun ordet i sin magt og bruger aktivt sproget til at skrive børnebøger, holde foredrag, debattere samt agere brobygger mellem forskellige befolkningsgrupper.

Af Marina Steenberg Pasovski Foto: Samy Khabthani

Før Özlem Cekic blev valgt til Folketinget, som en af de første kvinder med indvandrerbaggrund, arbejdede hun i børne- og ungdomspsykiatrien. Her oplevede hun stor frustration over de lange ventelister på behandling for psykoser, selvmordstanker og andre psykiske problemer. Drevet af ønsket om at gøre en forskel blev hun tillidsmand og dedikerede sin tid til forskellige frivillige organisationer. Det var dog ikke nok, så i 2003 meldte hun sig ind i SF og blev stemt ind i Folketinget i 2007. Ved den forgangne sommers folketingsvalg måtte partiet dog sande, at mandaterne ikke rakte langt nok. Efter otte år i Folketinget og som den der fik næst flest stemmer, tog Özlem således afsked med politik på Christiansborg, men hun er stadig i fuld gang med at skabe en forskel i vores samfund.

#Dialogkaffe

Som offentlig person er Özlem en blandt mange, der modtager et væld af hadefulde og negative beskeder på de sociale medier, men måden hun vælger at reagere på dem er en del anderledes end hvad man umiddelbart kunne forvente. De værste af slagsen må hun anmelde og de sexistiske beskeder svarer hun sjældent på, men når beskeder med en fremmedfjendsk undertone tikker ind, forsøger hun at se muligheder frem for begrænsninger, og går aktivt i dialog med de personer, der har sat sig til tasterne i vrede. Efter et par beskeder frem og tilbage viser det sig tit, at folk er klar til at invitere hende indenfor i deres hjem. I starten bankede hun på med frygt for hvem hun ville møde bag døren, og om hvorvidt de ville være ubehagelige og usympatiske mennesker. Hun har dog ofte oplevet, at  hendes bange anelser blive gjort til skamme.

”Det er mennesker som dig og mig. Der dufter af kaffe hos dem og nogle af dem drikker af det samme stel, som mine forældre. Det er mennesker med et hjem, en familie og et arbejde. Vores drømme ligner hinanden, vores frygt ligner hinanden og vi er ikke så forskellige trods alt. Det er let nok, at mødes med sine venner en fredag aften og bekræfte hinanden i, at man er de gode og de andre er onde, men kunsten ligger i at mødes med dem man er uenig med og give rum til, at man alligevel kan forstå hinanden. Hvad er de bange for? Hvad er deres frustrationer? Og hvordan kan vi finde fælles løsninger?”

Få gange møder Özlem dog mennesker, som hun ikke kan trænge igennem til. Som en mand, der stod så fast ved sin holdning om, at muslimer var mindre intelligente, at han efter halvanden times snak stadig mente, at muslimer skulle enten tvangssteriliseres eller tvangsinsemineres med hvide gener.

”De mennesker vil altid være der, men langt, langt, langt de fleste vil gerne i dialog. De vil både lyttes til og lytte til andre, de vil gerne forstå.”

Özlem Cekic

Der er en verden gemt i dig, menneske!

Efter diverse terrorangreb har ramt vestlige lande på kort tid, er mange danskere i højere grad bekymrede og usikre på hvem de står overfor, når de møder en muslim. Özlem mener dog også, at medierne og politikerne bidrager til det negative syn på muslimer, der bl.a. kommer til udtryk i statistikker, Facebook-grupper og kommentarfelter på diverse nyhedssider.

”Med den nye regering hører vi om etniske minoriteter som et problem, og der går ikke en dag, hvor man ikke hører, at de er en belastning for samfundet, men det er vigtigt at huske på, at der er tusindvis der står op hver dag, tager på arbejde, betaler skat, og er aktive i skolebestyrelsen og foreningsdanmark. Med flygtningene glemmer folk nogle gange, at de ligesom alle andre mennesker gerne vil bidrage og have noget at stå op til om morgenen. De kommer fra et land, hvor de har haft en omgangskreds, en uddannelse og et arbejde. Så putter vi dem i teltlejre og asylcentre og snakker til dem, som om de alle er nassere eller potentielle terrorister. Vi må aldrig glemme at flygtninge flygter fra noget og ikke til noget. Når man hele tiden omtaler en bestemt samfundsgruppe som et problem, så er det klart, at frygten og afstanden vokser mellem befolkningsgrupper.”

Netop derfor mener Özlem, at der er et akut behov for brobygning, så terroristerne ikke formår at splitte befolkningsgrupperne ad. Hun roser danskerne for at være solidariske, humane og hjælpsomme og peger blandt andet på initiativet Venligboerne; en organisation med medlemmer landet over, der åbner deres hjerter for flygtninge og arrangerer udflugter, sprogcaféer og fester. Özlem understreger også, at vi ikke må undervurdere den forskel vi hver især, som enkeltpersoner, kan gøre.

”Vi møder allesammen folk, der stemmer højrenationalt. Vi møder dem på sociale medier, hvor de kommer med en ytring, og så nytter det ikke noget, at vi bare blokerer eller ignorerer dem, for holdningen forsvinder ikke af den grund. Vi må gå i dialog med dem, men forsøge at holde tonen og ramme bolden. Lade være med at gå efter personen, og lade være med at blive opfarende, hvis den anden taler grimt.”

Özlem Cekic

En anden måde, som vi hver især kan lære af hinanden er at række hånden ud og mødes på trods af vores uenigheder.

”Da jeg var barn hadede jeg jøder, fordi jeg så billeder af palæstinensiske børn, der blev dræbt. I mit hoved var alle jøder sådan ind til jeg selv fik nogle jødiske venner. Som ung hadede jeg tyrkerne fordi de dræbte kurdere,  indtil jeg fik tyrkiske venskaber og opdagede, at verden ikke var sort hvid.  Da en dansker hev mit tørklæde af i offentligheden, hadede jeg racister i en stor del af mit voksenliv, ind til jeg begyndte at tage til dialogkaffe. Det er derfor jeg opfordrer etniske danskere til at invitere muslimer til jul, og muslimer til at invitere etniske danskere til Ramadan. Når man skaber en relation, så opdager man, at man også selv generaliserer. Så opdager man, at mennesker er så utroligt mangfoldige. Der er bare én ting, man ikke må gøre; man må aldrig undervurdere sin egen indsats. Som et gamle tyrkiske ordsprog siger; husk nu, der en verden gemt i dig menneske. Hvis vi ikke hver især tager et personligt ansvar for at forandre, så kan vi ikke brokke os over at andre heller ikke gør det.”

Comments are closed.