Ordets magt

Det er uforsvarligt at sætte ord i verden”, siger den gode forfatter Benny Andersen. Du kender muligvis også et andet dansk ordsprog: “Tale er sølv, tavshed er guld”, men kan det egentlig lade sig gøre at få sin tale omdannet til guld? For ordet er dit, mit og vores allesammens. I hvert fald har vi nok aldrig ejet ordet så meget som vi gør nu, som følge af adgangen til de sociale medier og dets univers.

magt

Af: Lamaa Al-Farra // lægestuderende/KU

Ord er et stærkt og magtfuldt værktøj, der bruges til at udtrykke følelser og tanker, forklare handlinger, holdninger, og at kommunikere behov og ønsker. Kommunikation består som bekendt af et verbalt og et non-verbalt sprog: Det non-verbale udgøres af kropssprog, mimik og gestikulation, mens det verbale netop består af et udtrykt sprog. Vendinger, klicheer og ligninger er ligeledes med til at gøre sproget levende og legende, det er med til at understrege en pointe, stadfæste en mening eller bløde en samtale op.

Ord kan også skabe afstand

Ord er et simpelt redskab, der skal binde mennesker sammen. Men det kan også være med til at skabe store afstande. Med blot de sidste 10 års udvikling af den virtuelle verden, som burde gøre verden mindre og forbinde mennesker mere med hinanden, har jeg ikke kunne undgå at bemærke, at ord kan bruges til at trække fronterne skarpt op. Den usynlige mur mellem afsender og modtager, som cyberspace giver mulighed for, har udvisket det non-verbale, og tilbage står det verbale sprog ganske afklædt. Alt afhængigt af sproget og dets samspil mellem afsender og modtager, kan man opnå en fælles forståelse og samhørighed eller grave volde parate til verbale skyttegravskrige.

Der er forsket og skrevet meget om de sociale mediers indflydelse på det moderne samfund. Og også om de relationer, der dannes og svækkes som følge af den konstante eksponering og umiddelbare tilgængelighed, som de resulterer i. Facebook er flyttet ind i vores hverdag, hvor det for bare 10 år siden var helt utænkeligt, at man kunne referere til et socialt medie som en naturlig del af en samtale. Samfundsdebatterne, der førhen fandtes i avisernes kronikker og debatsider, er ligeledes flyttet over i det virtuelle medie, hvor banen kridtes op, og de deltagende debattører og kommentatorer enten går efter bolden eller efter hinanden.

Tonen er ukonstruktiv

De fleste danskere er enige om, at tonen i debatten er blevet for hård – båret frem af de rykkede grænser, som opstår i de sociale mediers store debatforum. Vi tager gerne en debat om debatten, og tilkendegiver på begge sider af den konstruktive midtergruppe, hvad den hårde debattone gør ved os som mennesker, hvordan de personlige angreb og skældsord rammer os lige i solar plexus, og  det får os til at spørge os selv, om deltagelsen i debatten egentlig er det værd.

Jeg synes ikke alene at tonen blot er hård, den er utilgivelig, uforsonelig og ikke mindst ukonstruktiv. Den diminutive afstand, der er mellem afsender og modtager, gør, at ordene trænger ind i vores personlige rum. Tastaturkrigerne lader deres ord falde som vilkårlig kugleregn uden forståelse for modtager og omgivelser. Uden hensyn til fakta. Og tit uden relevans for det, der egentlig er sagens kerne.

For ord genererer masser, skaber stemning, tegner en virkelighed. Ord er vores udtrykte følelser og tanker og ræsonnementer, en del af vores signatur, på samme måde som vores personlige præference for mode eller mad er det. Men hvor mange af os er egentlig bevidste om, at vores ord på de sociale medier og især i debatterne er en del af vores personlige visitkort? Og hvor bevidste er vi om, om vores visitkort kunne trænge til at blive pudset lidt af i kanterne? Og er vi bevidste om, hvorfor vi sætter de ord i verden? Det kan rigtig nok være ganske svært ikke at lade sig rive med, især når man berører sensitive emner, der omhandler ens religiøse, kulturelle eller etniske ophav, ens seksuelle eller politiske observans, ens privatstatus eller ens tilknytning til Danmark.

Lader man bare rive sig med?

I kommentarsporerne på facebook, hvor debatterne i stor stil udfoldes, hvad enten det er hos debattører eller dagsaviser, er det svært som tilskuer ikke at blive frustreret over mængden og karakteren af de ord, som helt uforvarligt siges i (cyber-) verdenen. Og man fristes da også til at prikke til enhver bitter tastaturkriger, der ikke har sans for saglig og konstruktiv debat. Jeg spørger dog altid mig selv, hvad meningen med min deltagelse i en given debat er, hvis jeg alligevel lader mig rive med i den allerede fastlagte konstruktion, som den lader sig udspille i. Jeg er nogle gange helt drænet efter en Facebook-debat, for formålet var jo ofte at “change the world”, men man ender ofte som “outchallenged by the world”; desillusioneret over hvor meget ondskab ord egentlig kan rumme.

Svaret bliver netop at sætte ord i verden, som er forsvarlige. At blive ved med at debattere sagligt, underbygge sine argumenter og ikke lade sig rive med, når debatten bliver personlig. Ordet er nemlig dit, mit og vores allesammens. Hvilken signatur vil vi mon efterlade med dem?

Comments are closed.