MOR LÆSER MEDICIN

somalier

23-årige Nasteha A. Mohamed har altid haft to sideløbende drømme; at blive ung mor samt uddanne sig til læge. Drømmen om at blive ung mor har hun allerede opfyldt og hun er netop begyndt på kandidatdelen af medicinstudiet.

Af Ayan Mouhoumed Foto: Privat

Udover at være studerende og mor brænder hun også en masse energi af på frivilligt arbejde. Det er krævende at bære forskellige hatte, men det kan godt lade sig gøre.

“I Somalia arbejdede min morfar på et sygehus. Han drømte om at nogle af hans børnebørn ville følge i hans fodspor. Min mor fik aldrig fuldført en uddannelse i Somalia på grund af borgerkrigen, men det var meningen at hun skulle være læge. Ligesom mig har det hele tiden været hendes drøm”, fortæller Nasteha.

I morfars fodspor

Drømmen om at følge i morfars fodspor opstod allerede, da Nasteha gik i 7. klasse i folkeskolen.

“Da vi begyndte at tale om uddannelse derhjemme var der fem ting jeg gerne ville være. Snakken om uddannelse satte mine tanker i gang, og det gik op for mig, at jeg gerne ville være læge”, fortæller Nasteha, der har boet i Danmark siden hun var otte år gammel.

Da den kommende læge havde haft den obligatoriske snak med uddannelsesvejlederen på sin skole var hun stadig ikke i tvivl.

“Han fortalte mig at det krævede , at jeg skulle være god til matematik og kemi, men jeg skulle generelt være god til alle fag. I forvejen havde jeg gode karakterer, så det var ikke et problem. Da jeg gik ud af folkeskolen i 9. klasse, havde jeg 11 i næsten alle mine fag”, forklarer Nasteha.

Mors skyld

At Nasteha altid har lagt vægt på uddannelse stammer også fra moderen, der konstant har opmuntret hende til at følge sine drømme.

“Min mor har fortalt mig, at jeg kan gøre lige hvad jeg vil. Selv da jeg blev gift, mens jeg stadig studerede, og mødte modstand, huskede jeg hendes ord. Jeg mødte modstand fra både min danske og somaliske omgangskreds, fordi de troede at jeg ville droppe ud, så snart jeg fik et barn”, fortæller hun.

Med sin mors ord i ryggen og modstanden fra omgangskredsen i bagtankerne lykkedes det for den dengang 19-årige Nasteha, at blive optaget på Syddansk Universitet.

“Jeg er typen, der altid giver 100 %, hvis der er noget jeg gerne vil opnå. Det er noget jeg har arvet fra min mor. Inden for islam er det også vigtigt, at man yder sit bedste. Jeg er vokset op med en overbevisning om, at resultatet er op til Gud”, siger Nasteha.

somalier

Islam er motivationen

Nasteha nyder i høj grad at suge ny viden til sig. Hendes religion, islam, spiller også en rolle for hendes appetit på viden.

“Min uddannelse betyder rigtigt meget for mig, men jeg vil ikke være læge på grund af pengene. Det har absolut ikke noget med penge at gøre“, pointerer hun og fortsætter hurtigt:

“Når man studerer bliver man nemlig et mere dannet menneske. Det er også obligatorisk at søge viden i islam ligesom profeten gjorde. I flere islamiske historier optræder kvindelige læger og lærde, og det er islam, der opfordrer mig til at søge viden”.

Modstand gør mig stærkere

Når man er dedikeret til sin skolegang og har karakterbogen fyldt med 11-taller, så kan der måske herske en smule jalousi. Allerede i folkeskolen lærte Nasteha dog, at ikke alle var lige glade på hendes vegne.

“Min mor fortalte mig, at der sikkert ville være mange, der ville være sådan, og at jeg bare skulle være ligeglad. Al den modstand jeg oplevede i 9. klasse har kun gjort mig stærkere”, forklarer den nu 23-årige Nasteha, der endnu en gang fik et godt råd fra sin mor.

Giver tilbage til samfundet

Selvom Nasteha er begyndt på medicinstudiet, er gift samt mor til en lille dreng på 10 måneder, så har hun stadig overskud til frivilligt arbejde. For det er vigtigt, at bidrage til lokalsamfundet.

“Jeg er næstformand i en somalisk sundhedsforening, der hedder SSF (Somalisk Sundheds Forbund). Foreningen har en masse fra sundhedssektoren tilknyttet, såsom overlæger, læger, lægestuderende, sygeplejersker, tandlæger, social- og sundhedsassistenter osv med somalisk baggrund. Vi er en landsdækkende forening, der har over 100 aktive medlemmer”, forklarer hun ivrigt og tilføjer:

“Vi formidler sundhed til den somaliske minoritet i Danmark. Der er en masse ældre somaliere, der ikke helt forstår hvad deres læge fortæller dem. Derfor arrangerer vi forskellige events i hele landet. Det kan være alt fra sundhedsdage til uddannelsesdage, hvor vi fokuserer på de unge. Udover at oplyse om sundhed, så prøver vi også på at motivere unge somaliere, der ikke får det der “du kan godt”-skulderklap fra deres forældre”, fortæller Nasteha, der selv startede sin uddannelse ved at tage en bachelor på Syddansk Universitet og nu er i gang med kandidatdelen på Århus Universitet.

Kig indad!

Den unge dansk-somalier har en opfordring rettet mod andre unge dansk-somaliere, der føler eller oplever at det danske samfund giver dem en masse modstand.

“Det er vigtigt at gå til tingene med et åbent sind, for der er mange fordomme mod somaliere herhjemme. Der er dog også fordomme den anden vej, som man ikke må glemme. Man skal ikke tænke “Jeg er en muslimsk pige, derfor giver min lærer mig ikke gode karakterer, eller de er onde mod mig i praktikken, fordi jeg har tørklæde på”, siger Nasteha, der selv bærer tørklæde.

“Fordomme går begge veje. Jeg mener, at mange somaliere har en fordom om at danskerne vil behandle dem mindre godt. Denne tankegang skal de væk fra”, siger Nasteha, der dog samtidig udtrykker forståelse for sine landsmænd.

“Der er en meget negativ og stereotyp fremstilling af somaliere i Danmark. Det er trist at man næsten forventer, at somaliere ikke har uddannelse, er pirater og er et folk, der sylter på velfærdssystemet. Det er vigtigt at vise, at sådan ser billedet ikke nødvendigvis ud. Jeg kender mange somaliere, der ikke er sådan. Min egen mor tog sig en uddannelse her i landet, lærte sproget i en voksen alder og min familie er lige så dansk, som alle andre er”.

“De unge tror at deres dårlige karakterer eller afslag på job skyldes, at de er somaliere, muslimer eller har tørklæde på. Jeg ved godt at det måske kan virke opgivende, men den tankegang skal de væk fra. De unge skal huske på, at vi har samme muligheder som andre jævnaldrende unge i Danmark. Det at man har ressourcesvage forældre er ingen undskyldning, for samfundet er bygget op, sådan at man kan søge hjælp i for eksempel lektiecafeer”, fortsætter hun.

“Man kan sagtens opnå succes, også hvis man ligesom mig er muslim, somalier, sort og har tørklæde på. Det er ikke noget, der har forhindret mig og jeg mener bestemt ikke, at jeg har kæmpet mod overnaturlige kræfter. Jeg har måske derimod kæmpet med mig selv for at bruge min tid mere fornuftigt. Jeg bruger ikke tid på TV, og når jeg læser, så slukker jeg for facebook, da det forstyrrer. Det handler om at prioritere, planlægge og skabe overblik. Man skal vide hvad man gerne vil, og vide hvordan man opnår det”.

 

 

Comments are closed.