MODE OG MIPSTERZ

MIPSTERZ26 årige Özlem Kasab-Oglu brænder så meget for mode, at hun næsten drømmer om det, når hun lægger sig til at sove i lejligheden på Nørrebro. Her bor hun sammen med hendes mand Mustafa og datteren Inci på 17 måneder. Som farmaceutstuderende og mor har Özlem ikke meget fritid, men interessen for mode er intakt.

Af Ayan Mouhoumed Fotograf: Veronica Cruz del Valle

Mode betyder nemlig så meget for den unge jyde med turkmenske rødder, at hun nu også arbejder som stylist. Hun føler ikke længere, at det er nok at style andre, så hun satser benhårdt på at udvide karrieren. Drømmen er, at starte en modeblog og udvikle sin egen tøjkollektion.

I gymnasietiden blev Özlem forelsket i tørklædet, og begyndte at gå med det. Det drejede sig om at skille sig ud fra de andre og finde sin egen stil.

– Henne på skolen er jeg kendt som hende med den lidt specielle stil, og alle kender mig derfor efterhånden, fortæller Özlem, der har en bachelorgrad i farmaci. Hun vil starte på kandidatdelen næste år.

– Jeg kombinerede farver og mønstre, og prøvede at skille mig ud, så helt almindelig er jeg vel ikke, siger Özlem med et skævt smil og tilføjer ivrigt at hun tit shopper tørklæder i udlandet. Her spotter hun de seneste trends samt de nyeste mønstre og farvekombinationer. Selv den dag i dag handler det om at lege med farverne og prøve sig frem.

Hun finder også inspiration via udenlandske modeblogs, især én har fanget Özlems opmærksomhed. Nemlig den unge amerikansk-kuwaitiske modeblogger Ascia, der styler sit tørklæde som turban. Denne trendy modeblogger spejler Özlem sig ofte i.

– Jeg kan godt lide turban-stilen, som jeg også selv dyrker fortæller Özlem, der dog også ifører sig tørklædet på den traditionelle måde.

– Ascia er meget farverig, men samtidig afslappet og elegant. Hendes stil synes jeg minder meget om den skandinaviske stil vi har herhjemme, mener Özlem, der kun har boet på Nørrebro i fem år. Hun kommer oprindeligt fra Holstebro.

Hvis man kigger mod udlandet vil man opleve unge kvinder med tørklæde som first movers. Især de unge amerikanske kvinder står bag et nyt modefænomen, der populært kaldes ”mipsterz”. Fænomenet har spredt sig som bølger i vandet, og det er højst sandsynligt kun et spørgsmål om tid, før det når Danmark. Özlem Kasab-Oglu anser sig selv for, at være en fordansket version af en mipster.

– I USA findes der en masse modebloggere med tørklæde, der bl.a. afholder events. Jeg kunne godt tænke mig, at være en del af det, og støtter dem fuldt ud, siger hun.

Mipsterz er unge kvinder iført tørklæde med en passion for kultur og mode. De forsøger aktivt, at ændre det negative billede, der er af kvinder med tørklæde i store dele af verden. Mipster-fænomenet begyndte i USA, hvor en række amerikanske mipsterz lavede en video for at vise verden, at man sagtens kan være modebevidst selvom man går med tørklæde.

Özlem byder mipsterz velkommen i Danmark. Hun håber at danske kvinder også snart hopper med på bølgen. Unge danske kvinder med tørklæde skal ligesom deres amerikanske medsøstre ikke være bange for at eksperimentere med deres stil.

– Når jeg går en tur på gaden ser jeg, at de fleste kvinder, der bærer tørklæde kun fokuserer på én farve, og det er som regel sort. Hvis man gerne vil være anderledes og skille sig ud, så må man være en smule modig og springe ud i flere farver og mønstre, fortæller Özlem, der også står til rådighed, når veninderne, der bærer tørklæde, har brug for hjælp til at style det.

MIPSTERZ

Kan tørklædet begrænse muligheden for at finde en kjole til eksempelvis en fest?

– Overhovedet ikke, siger Özlem meget overbevisende. Hun mener, at der altid kan findes en løsning.

– Mine veninder kommer ofte til mig, når de har fundet en festkjole, som de synes viser en smule for meget hud. Så står jeg klar med rådgivning, og giver dem råd til hvordan de kan se ud uden at det fjerner fokus fra kjolen. Hvis det f.eks. er en kortærmet kjole, så kan man sagtens sy nogle ærmer af blonde,” fortsætter den 25-årige stylist, der også selv sidder bag symaskinen.

For selvfølgelig kan man være modebevidst og have tørklæde på. Det ene udelukker ikke det andet.

”Kvinder med tørklæde er ikke usynlige. Vi kan også være pæne og trendy på vores helt egen måde, slår Özlem fast.

Men at gå klædt som man vil, kan nogle gange provokere. Det har bl.a. medvirket til at Özlem har oplevet at få hendes del af spydige kommentarer.

– Jeg har oplevet at der er nogle der har kontaktet mig via Facebook. De har skrevet ’hvad har du gang i’, men jeg tager det bare stille og roligt. Folk skal lige vænne sige til at der er forskellige måder at style tørklædet på, og at det er okay at se anderledes ud.

Heldigvis oplever den kommende modeblogger også at der findes mennesker, der kan lide hendes stil.

– Det er ikke kun negativt det hele, når jeg møder folk på gaden, så stopper de mig og siger ’hov, hvor ser du godt ud’, og kommenterer den måde jeg har sat mit tørklæde på, fordi det er anderledes. For mig er det vigtigt at min stil er tildækket, men hvordan folk definerer det er op til dem selv.

Selvom mange danskere måske ser tørklædet som religiøst betinget påklædning, understreger Özlem at det ikke altid er tilfældet.

– Tørklædet er ikke nødvendigvis noget religiøst, når man forbinder det med mode. Man kan have et tørklæde rundt om halsen eller bruge det som turban, altså det kan sagtens være et accessory, fortæller Özlem, der beskriver sin stil som klassisk.

Gennem hele interviewet har jeg siddet med ét spørgsmål i tankerne: Gad vide om Özlem altid ser så perfekt ud? Mit sidste spørgsmål får hende da også til at bryde ud i en høj latter.

– Mit tøj er altid påvirket af mit humør, og jeg kan sagtens have nogle grimme dage. Man kan tydeligt se, når jeg er i dårligt humør selvom jeg prøver at skjule det. Når jeg er i dårligt humør, så tager jeg det samme tøj på to dage i træk, hvilket tit sker i eksamensperioderne, siger Özlem med et smil.

Comments are closed.