Min stemme er ligegyldig

Min stemme er ligegyldig

Den 27-årige jurastuderende Mary Consolata Namagambe er en flittig debattør, der ikke er bange for at være mere flabet end flink i udtalelser og holdningstilkendegivelser. Hendes beretninger om Livet som afro-dansker følges af næsten 3000 på Facebook – og bliver ofte delt. Mary ved at hvis hun skal skabe genlyd i det danske mainstream-medie billede, så skal hun først og fremmest fange deres opmærksomhed.

Af Ayan Mouhoumed Foto: Samy Khabthani

Den forhenværende elitesoldat B.S. Christiansen sagde det bedst: “Du bliver ikke målt på det du tænker eller tror, men på det du gør”.

Et citat, der passer godt på Mary Consolata Namagambe, der udover jurastudiet jonglerer med frivilligt arbejde samtidig med, at hun forsøger at finde sin plads i mediebilledet. At finde sin plads i debatten kan til tider være vanskeligt, selvom debattører med anden etnisk baggrund end dansk er mere synlige end nogensinde før. De efterhånden velkendte debattører har to  ting til fælles. De er ikke danskere med afrikansk baggrund, og de taler ikke disses sag.

Mainstream-medierne har en tendens til at vælge de samme personer, der dermed bliver repræsentative for alle med anden etnisk baggrund i Danmark. Medierne udvælger nøje hvem der så får denne begrænsede medietid. Jeg føler at afro-danskere kun får  taletid, hvis de synger eller danser eller hvis det omhandler prostitution. Hvis det fx er en debat om ny lovgivning omkring sociale ydelser, så er det aldrig en afro-dansker, der bliver interviewet. Det virker som om medierne hellere vil tale med en kvinde med tørklæde fra Vollsmose, forklarer Mary.

Det handler om genkendelighed

Èn af Marys drivkræfter er manglen på genkendelighed i mediebilledet. Når man ikke kan spejle sig selv i de eksisterende debattører, der primært har mellemøstlige rødder, så har det ikke blot en effekt på identitetsfølelsen, men også implikationer for den yngre generation af danskere med afrikansk baggrund.

Jeg føler at de mange debattører med mellemøstlig baggrund bliver synlige i mediebilledet, fordi der gives plads til deres udtalelser. De ser hinanden i medierne, og de er repræsenteret, dermed får de også lyst til at deltage endnu mere i debatten, fordi de netop kan spejle sig i hinanden. Hvis mine små niecer ikke ser mig eller nogen, der ligner dem i medierne, så vil de, når de bliver voksne ikke føle sig repræsenterede i mediebilledet og føle at de ikke er en del af det danske samfund. De vil også føle, at de ikke har en stemme i debatten. Når medierne en sjælden gang, så giver en stemme til etniske debattører, så er det ofte muslimer der får lov at ytre sig, fordi deres udfordringer ifølge medierne er relevante, siger Namagambe med en vis frustration i stemmen og tilføjer hurtigt:

Det eneste tidspunkt jeg ser nogen, der ligner mig i medierne, er når jeg ser nogle der er halvt danske og halvt afrikanske. Ja, de er afrikanere, men de ligner ikke mig. Den dag jeg fx i indkøbscentret Fields til jul ser en kæmpe plakat af en kvinde, der ligner mig, så føler jeg at jeg vil være repræsenteret. Der bruges netop en halvt dansk og halvt afrikansk model, fordi hun ikke støder nogen. Hun er lige tilpas mørk, og ikke for mørk og det er åbenbart acceptabelt.

Som reaktion på spørgsmålet om hvor mange danske kvinder med afrikansk baggrund Mary ser optræde som debattører, bliver hun for første gang under interviewet stille og eftertænksom. Hun lægger hovedet på skrå, kigger sig omkring og siger INGEN meget bestemt.

Inden næste spørgsmål tilføjer Mary:

Jeg føler mig mindre værd i debatten, og det er ret sårende. Min stemme er ligegyldig, fordi jeg som afro-dansker ikke giver stemmer.

Hvor er de muslimske støtter?

Mary er aktiv bruger af Facebook og skriver tit om sine oplevelser og Livet som afro-dansker. Hun bruger Facebook til at give etniske danskere indblik i, hvordan det egentlig er at være dansk med en mørkere hudfarve. Desuden bruger hun også statusopdateringer til at forklare, hvorfor hun finder N-ordet krænkende, og andre problematikker omhandlende danskere med afrikansk baggrund.

Selvom Mary får en masse opbakning fra hendes mange kontakter på Facebook, der forstår og udtrykker sympati for de problematikker danskere med afrikansk baggrund har, synes hun at især debattørerne med muslimsk baggrund ikke støtter tilstrækkeligt op omkring sager vedr. danskere med afrikansk baggrund.

Hvis en afro-dansk kvinde blev spyttet på eller hvis N-ordet-debatten blussede op igen, så ville de ikke skrive om det eller tage det op, fordi de ikke vedrører dem fortæller Mary.

Hvorfor er de ikke med i vores kamp? Jeg så ingen skrive om det – INGEN, gentager hun forbløffet og skuffet.

Jeg undrede mig, for hvor var de henne? Jeg mener, vi er alle minoriteter og går i gennem nogle af de samme ting. Hvis debatten fx handlede om ordet perker, så ville alle meningsdannerne med anden etnisk baggrund end dansk skrive side op og side ned. Jeg siger ikke, at de er ligeglade. Men det gør bare at jeg i dag kun gider at tage de kampe, der vedrører afro-danskere op, for ingen andre gør det.

En lukket klub

Namagambe efterlyser flere danskere med afrikansk baggrund, og har ikke lyst til at være den eneste medierne trækker på. Hun gør meget ud af at fortælle, at hun ikke repræsenterer alle danskere med afrikansk baggrund herhjemme og at der skal være plads til alle.

Hvis medierne spørger mig og jeg kender nogle afro-danskere, der mener noget om et bestemt emne, så ville jeg kunne give dem en liste med 10 navne uden at tøve. Jeg kan bl.a. nævne rapperne Al Agami og hans bror Kuku, der har været en del af debatten i mange år, men igen så er det sværere som afro-dansker at bryde i gennem som debattør”,  fortæller Mary og opfordrer flere til at skrive læserbreve, blande sig i debatten og i det hele taget ytre sig, så mainstream-medierne også får flere stemmer at vælge imellem.

Nu er jeg blevet kendt af journalisterne, som hende der taler om racisme

Da Al-Shabaab terrorister i april 2015 dræbte 147 mennesker og sårede flere på et universitet i Kenya, følte Mary at det var hendes pligt at arrangere en mindehøjtidelighed i København. Hun samlede en gruppe, der lavede bannere og engagerede talere og sangere. Menneskemængden var dog beskeden med ringe mediedækning.

147 studerende bliver dræbt og ingen snakker om det? Der var stilhed fra mediernes side og næsten ingen dukkede op. På det tidspunkt var jeg ukendt af medierne, fortæller Mary.

Da hun et års tid senere arrangerede en støttedemonstration sammen med en gruppe ligesindede til fordel for borgerretsbevægelsen Black Lives Matter på Rådhuspladsen i København, var situationen omvendt. Et betydeligt antal mennesker dukkede op med ekstensiv mediedækning til følge. Hun forklarer det således:

Nu kender journalisterne mig, som hende, der taler om racisme og om at være afro-dansker. Det er åbenbart først nu at medierne lægger mærke til mig, og jeg blev vildt overrasket over mediedækningen, da mange ikke anser Black Lives Matter“-bevægelsen som et dansk fænomen. Sammen med min medarrangør Sade Johnson var vi både i TV2 News, DR Morgen, P1 Radio og mange andre medier. Det er som om grunden til mediernes interesse bunder i at Black Lives Matter hitter. Det er et trendy tema, det hitter verden over og det passer perfekt ind i mediernes agenda. Nu er mine oplevelser om at være afro-dansker trendy, fordi journalisterne er blevet opmærksomme på mine opdateringer på Facebook, siger Mary og ryster på hovedet.

 

Faktaboks:

Hvem: 27-årige Mary Consolata Namagambe stammer fra Uganda, men har boet i Danmark siden hun var barn. Hun har færdiggjort sit speciale på jurastudiet på Københavns Universitet, og er stifter af foreningen UVU – Udlændinge Vejleder Udlændinge, der vejleder unge med anden etnisk baggrund end dansk i gennem uddannelsessystemet.

Man kender Mary som: Hende der på Facebook lavede et modsvar til MetroXpress blandt deres læsere omkring N-ordet. Hun spurgte hendes mange Facebook-venner, hvilket resulterede i at over 1000 danskere med afrikansk baggrund tog afstand fra ordet.

 

 

 

Comments are closed.