Leger lige børn bedst?

børn

Min far er en stille type, som ikke blander sig i særligt meget, og min mor var streng i sin opdragelse af min søster og jeg. Hun var sådan en, der havde mange regler, som hun aldrig begrundede. Det var hendes måde at opdrage os på, og mit forhold til hende var derfor ikke så godt – især i mine teenageår. I vores opvækst vidste vi begge, at vi ikke måtte have kærester, og det var tabu at tale om kæresteri og sex i min familie.

Af Ajla Hadzic // medredaktør for Ethniqa i juli & august Foto: Samy Khabthani & privat

Mine forældres bosniske opdragelse lå så dybt i mig, at jeg i min teenageår havde en decideret frygt for at have drengevenner. Tanken om at blive forelsket eller have kærester var overhovedet ikke noget, jeg snakkede om eller tænkte på, selvom både mine danske og bosniske veninder havde kærester.

Snakken om blomsterne og bierne

Jeg husker tydeligt den dag, jeg var nok omkring 17 år, da min mor satte sig ned for at snakke med mig om kærester. Det var faktisk ikke en samtale, men mere en opremsning af, hvad de forventede af mig, og hvilke krav de havde til mig, nu når jeg var ved at blive en ung kvinde.

Det var en meget kort samtale, nærmest kun et par sætninger eller krav, uden nogen begrundelse. Hun sagde noget i retning af: “Nu er det nok tid til at tænke på kærester, men husk, at du ikke må komme hjem med en dansker, en araber eller en tyrker”. Kort sagt, skulle jeg finde mig en bosnier. Hvis jeg overhovedet tænkte på at komme hjem med en anden end en bosnier, ville de slå hånden af mig.

Rebellen i mig vågnede

Der gik et par år, uden at jeg stillede spørgsmålstegn til de krav, der blev stillet til mig, nok fordi jeg ikke var interesseret i kærester. Men jo ældre jeg blev, jo mere uforstående var jeg i forhold til den såkaldte samtale, jeg havde med min mor, som jo ikke en gang var en samtale. Derfor vågnede rebellen op i mig. Hvorfor måtte jeg ikke selv vælge, hvem jeg ville dele mit liv med? Og hvorfor måtte det ikke være en med en anden nationalitet eller religion end den, jeg havde?

Som 22-årig flyttede jeg hjemmefra og tog mig endelig mod til at konfrontere min mor omkring samtalen. Vores forhold var med tiden blevet bedre, og endelig kunne jeg kræve en begrundelse for de ting, hun havde sagt. Jeg tror endelig, hun indså, at jeg var ved at blive en voksen kvinde. En dag sagde hun helt enkelt: “lige børn leger bedst”!

Hun forklarede, at det kræver enormt hårdt arbejde at få et forhold til at fungere mellem to mennesker. Ifølge hende lærer man i et forhold at gå på kompromis og respektere hinanden. Hvis paret ikke deler samme nationalitet eller religion, så mente hun, at de vil få svært ved det. Jeg kunne slet forstå eller forholde mig til hendes udtalelser, og jeg må indrømme, at jeg blev lettere irriteret.

børn 934a25b2-ed04-4ef9-8a7e-f66d63e2297d

Forstår min mor nu

Jeg har altid ment, at hvis to mennesker virkelig forstår hinanden, så skal de nok få det til at fungere. At min mor mente noget andet, kunne jeg ikke helt forstå. For ligesom at forberede hende, fortalte jeg hende, at jeg nok ikke kom hjem med en bosnisk mand, for de bosniske fyre jeg havde mødt, sagde mig ikke noget.

I dag er jeg 32 år og lykkeligt gift med en bosnisk mand, og vi venter en lille baby her til december. Vi har været sammen i fem år og har været gift i to år. I dag forstår jeg, hvad min mor mente, da hun for mange år siden sagde, at lige børn leger bedst.

Det betyder meget for både mig og min mand, at vi har rødder i det samme land og kan kommunikere på vores fællessprog. Vi deler de samme værdier og mål, og det betyder noget for os og gør det hele nemmere. Jeg siger ikke, at man ikke kan have de samme værdier og mål, hvis man ikke er fra det samme land – det fungerer bare godt for os, at det ér sådan.

Vi er begge vokset op med de samme bosniske traditioner og kultur, vi deler endda samme form for humor. Der er ikke behov for at skulle forklare hver enkelt ting for hinanden. Vi behøver heller ikke diskutere, hvilket sprog vi kommer til at tale til vores kommende barn. Fordi vi behersker det samme sprog, gør det kommunikationen nemmere, og det er med til at skabe et godt forhold til vores forældre og til resten af familien i Bosnien.

Jeg er godt klar over, at jeg med dette indlæg sætter gang i debatten, og måske er det også meningen. Jeg vil dog pointere, at det her er min historie og min mening om mit liv og det, der virker for mig. Jeg mener ikke, at det er forkert at have blandede ægteskaber og forhold, men jeg mener, at det kan kræve mere arbejde.

 

Comments are closed.