Kærlighed har ingen farve

13833484_10207039481086892_2081448932_o

Kultur er en smuk ting. Når vi møder folk fra andre kulturer, kan der nogle gange opstå misforståelser, fordi vi ikke forstår eller kender hinandens kulturer. Hvordan får man så et forhold til at fungere, når man kommer fra to forskellige kulturer? Eller når den ene er religiøs, mens den anden ikke tror på Gud? Parret Aziza Mastaki og Peter Andreas Theland er begge i 20’erne og har henholdsvis congolesiske og etnisk-danske rødder.

Tekst og foto af Nawaal Abdi-Razak / Foto: privat

Aziza Mastaki og Peter Andreas Theland har været kærester i snart syv år. Det hele startede i gymnasiet, hvor Aziza og Peter gik i klasse sammen. Kærligheden imellem dem blomstrede efter en studietur i Barcelona, og de har dannet par lige siden.

”Skal lige havde mine vipper på, skat. Du ved, hvordan det er med os afrikanere. The struggle is real!”, fortæller Aziza, da Ethniqas udsendte træder ind ad døren.

Aziza fortæller, at hun gerne vil se godt ud, når der senere skal tages billeder til artiklen. Hendes kæreste Peter sidder i stuen, mens musikken er skruet helt op. Aziza fortæller stresset, mens hun tager sine vipper på, hvor ondt i hovedet hun nogen gange får af al den høje musik og råber: ”Peter, skru lidt ned!”

Vi sidder i stuen i Brøndby, mens solen skinner ind gennem vinduerne i lejligheden. Det er en smule varmt udenfor, og Aziza beslutter sig for at åbne altandøren og tage sig en smøg. Efter Aziza har inhaleret sit første sug, fortæller hun, at de plejede at snakke i telefon i flere timer. Nogen gange til klokken 5-6 om morgenen.

”Vi havde været på studietur sammen i Barcelona. Dagen efter studieturen skriver Aziza om morgenen, om jeg kunne tænke mig at komme forbi. Så det besluttede jeg mig for at gøre.Vi har været sammen lige siden den dag”, fortæller Peter.

Mødet med farmand

Når det kommer til de kulturelle forskelle i Azizas og Peters parforhold, er de faktisk ikke så store, som parret selv troede. Alligevel blev nogle kulturforskelle synlige, da det kom til mødet med forældrene.

Aziza og Peter tog på en weekendtur op til Azizas far, som på det tidspunkt boede i Jylland. Peter havde aldrig mødt Azizas far før, så det skulle der gøres noget ved. Da de ankommer om aftenen, møder Peter Azizas far og farens nye kone. Aftenen forløber uden problemer, indtil faren smider bomben og spørger Peter, om han regner med at sove under samme tag som Aziza?

Det havde Peter selvfølgelig regnet med og var ikke forberedt på at tjekke ind på et hotel eller lignende.

I Azizas kultur bor man ikke sammen, medmindre man er gift. Det er congolesisk tradition, der har rod i Kristendommen, som størstedelen af befolkningen ii Den Demokratiske Republik Congo officielt bekender sig til.

”Altså, Peter troede sikkert, at vi skulle sove sammen, men næ nej, han vidste ikke, hvad der ventede ham”,  lyder det grinende fra Aziza.

Resultatet blev, at Peter hver aften blev kørt 5 km uden for byen, hvor Azizas far havde en lejlighed, og der skulle Peter sove – alene. Næste dag blev han hentet efter klokken 10. Og sådan fortsatte det hele weekenden.

Kærlighed har ingen farve

Bekæmpe fordomme

Det første møde med forældrene er meget nervepirrende for et nyt par, og det var ikke spor anderledes for Aziza og Peter. Nu hvor Peter havde mødt Azizas far og fået et førstehåndsindtryk af deres kultur, var det nu Azizas tur. Azizas indtryk af forældrene var meget blandet – Peters far var meget åben, mens moren var en smule tilbageholdende.

”Jeg tror grunden til, at Peters mor var så lukket, måske havde noget at gøre med fordomme over for os afrikanske kvinder. Hendes syn var præget af et negativt mediebillede, der tit har fremstillet den afrikanske kvinde som én, der udnytter andre for pengenes skyld. Jeg bebrejder hende ikke, men jeg har aldrig været ude på at udnytte Peter, jeg er uddannet og har altid tjent min egne penge”, forklarer Aziza og tilføjer:

“Nu ved Peters forældre, at jeg ikke er ligesom den kvinde, som medierne taler om. De opdagede jo, at deres fordomme ikke stemte overens med det billede, de fik af mig: En uddannet pige, som kom fra en velhavende familie”, fortæller Aziza smilende.  

Aziza er utrolig glad for mødet med Peters familie. I dag har de et rigtig godt forhold til hinanden, og det er parret glad for. Som par, uanset etnisk baggrund, vil der altid være op- og nedture, men det handler tit om at åbne hinandens øjne for nye ting og få afkræftet hinandens fordomme.

Religion versus kærlighed

Da Aziza og Peter bliver spurgt, om etnicitet og religion burde stå i vejen for kærligheden, svarer de begge “nej” med lynets hast og tilføjer, at Peter ikke er troende, men at Aziza tror på Gud. For parret er religion en personlig ting. Man behøver ikke nødvendigvis at have den samme religion for at få et liv til at fungere.

”Altså, det er også vigtigt i et parforhold at give hinanden plads, og man behøver nødvendigvis ikke at gøre det samme.” fortæller Peter.

For eksempel fortæller Aziza, at hun ønsker at blive viet af en præst til deres bryllup, og det respekterer Peter. Peter er hverken døbt eller konfirmeret, og for ham handler det bare om at gå på kompromis.

“I sidste ende gør jeg kun Aziza glad”,  fortæller Peter smilende og tilføjer:  

”Modgang har gjort os meget stærkere. Og vores forskellighed gør, at vi supplerer hinanden godt”.

Forskellighed gør os stærk

I dag er der stadig danske forældre, som ikke vil acceptere, at deres børn datter eller søn bliver gift med en, der ikke deler samme baggrund eller religion. Når det kommer til Aziza og Peter, så fortæller Aziza, at man ikke skal lade sig begrænse af andres holdninger og meninger om hvem, man burde forelske sig i.

“I mine øjne har kærlighed ingen farver, og det ville jeg også ønske, at andre også kunne se. Du er ikke lykkelig, før du er sammen med den person, som gør dig lykkelig. Så hvorfor skulle du tilfredsstille alle andre end dig selv”?, siger Aziza i en bestemt tone.

“Forskellighed gør os stærk, og man skal bare springe ud i det. Man skal ikke føle sig begrænset, fordi forholdet clasher med ens kultur. Som par finder man ud af det sammen, og det er det, kærlighed handler om: at kunne finde ud af tingene sammen og kommunikere og få løst og udredt problemerne, før de opstår og bliver til et kæmpeproblem. Man skal turde følge sit hjerte og sin fornuft”,  tilføjer Peter afslutningsvist.