Jeg er aldrig nøgen foran andre kvinder!

nøgenJeg stopper dig lige med det samme. For jeg ved, hvad du tænker! Er det, fordi du er muslim, at du ikke har lyst til at vise din krop? Har din mor fortalt dig, at det står i koranen? Er det pga. din kultur, eller fordi du er en smule buttet, at du ikke bader foran andre kvinder? Nej, nej og atter nej!

Af Ayan Mouhoumed // Illustration af Serife Kart

Min mor har aldrig banket ind i hovedet på mig, at jeg skal gemme min krop for andre. Hun sagde heller ikke, at den var hellig. Der har kun været ganske få episoder i mit liv, hvor hun rent faktisk har påtalt, at jeg måske lige skulle dække mig en smule til. F.eks. til mit bryllup, hvor hun insisterede på, at jeg skulle bære en bolero til min bryllupskjole for at skjule mine skuldre. Min bryllupskjole havde ingen ærmer, og det syntes min mor var en smule grænseoverskridende. Jeg gik med til det, fordi jeg ikke havde trænet mine overarme, så boleroen kunne lige skjule de ekstra kilo, der havde valgt at sætte sig netop der.

Bar badedragt i svømmehallen

Som ung dansk-somali pige var mine forældre ikke strenge mht. mit tøjvalg, og der var ikke noget, jeg ikke måtte tage på. Når jeg legede nede i Nørrebroparken, var jeg iført shorts og t-shirt ligesom alle andre børn. Jeg var ikke anderledes, bare fordi jeg var muslim.

Jeg gik til de obligatoriske svømmetimer ligesom alle de andre elever fra klassen og var iført badedragt som alle andre. Jeg havde ikke burkini på, og jeg måtte gerne svømme, selv om der var drenge og mænd til stede i svømmehallen. Min kultur og religion har i gennem min barndom aldrig spillet en særlig stor rolle eller været et problem.

Jeg har aldrig tænkt over, at jeg var “anderledes”, fordi jeg ikke var etnisk dansk, eller fordi jeg var muslim. Da jeg yngre, var jeg bare ikke blufærdig, nok fordi jeg ikke var udviklet endnu, og fordi jeg ikke var opmærksom på min krop.

Det ændrede sig dog i gymnasiet

Da jeg senere i gymnasiet fik former, og mine afro-baller blev mere synlige, kom blufærdigheden snigende. Pludselig følte jeg, at jeg skilte mig ud blandt de andre unge kvinder i min omgangskreds, og jeg var ret flov over min krop. Jeg gjorde alt for at gemme den med kæmpe trøjer og løst tøj og ville helst ikke være feminin. Der var ikke nogen der skulle se den, for den var min, og jeg skammede mig over den.

Jeg besluttede også, at jeg ikke vil i bad efter idræt, og jeg skiftede altid hurtigt mit tøj efter timen. Jeg undgik øjenkontakt, forsøgte ikke at tale med de andre og gjorde alt for, at ingen så min krop. I starten kunne jeg godt slippe af sted med ikke at gå i bad, fordi vi havde idræt de to sidste timer om fredagen. Så tog jeg bare et hurtigt truckerbad ude på toilettet, sprayede mine armhuler med parfume og var klar til at smutte hjem i bad.

Men så opstod der et problem! Idrætstimen blev rykket, så det lå mellem to forskellige fag. Det betød, at jeg skulle i bad og ikke bare kunne nøjes med et truckerbad. Tanken om at sidde til en time med sved på kroppen og lugte var ikke en tanke, jeg brød mig om. Derfor skulle jeg i bad, men hvordan kunne jeg undgå at gå i bad sammen med de andre?

Sammen med de andre muslimske elever fik vi lov til at låne idrætslærerens bad, der var aflåst. Så kunne vi hver især hurtigt tage et 5 minutters bad alene, og det fungerede ret godt. Ingen klagede, ingen havde ondt i røven, og ingen undrede sig over det. Idrætslæreren accepterede vores valg, for det lå lidt ligesom i luften, at vi muslimske piger helst ville i bad alene.

Min krop – mit valg

Jeg er bestemt ikke typen, der dyrker motion. Men jeg er alligevel begyndt til svømning én gang om ugen i DGI-byen. Jeg havde en masse overvejelser, inden jeg tilmeldte mig, fordi hvordan skulle jeg gå i bad efter træning? Jeg ville vaske mig efter træning, for jeg havde ikke lyst til at sidde i bussen på vej hjem og lugte af klor.

Derfor mailede jeg til DGI-byen og fik en aftale på plads om, at hvis handicap-badet var ledigt, kunne jeg bruge det. Jeg ved godt, at vi kvinder alle sammen har baller, bryster og mave osv., men min krop er privat, og den holder jeg for mig selv. Det burde ikke være et issue for andre.

Men det blev det en dag. Lige som jeg skulle i bad, råbte en ældre etnisk dansk kvinde efter mig : “Heeeey, du der. Der må du ikke gå ind”, råbte hun med en meget bestemt tone. Jeg vendte  mig om – en smule forvirret og irriteret over hendes tone – og sagde: “Øh…er det mig du taler til? For jo – jeg må gerne bade derinde. Jeg har nemlig en aftale med DGI-byen”. Kvinden: “Der er en kvinde i kørestol, der skal i bad lige om lidt”. Mig: “Okay, så venter jeg bare. Men du behøver ikke at råbe eller snakke til mig på den måde”. Kvinden: “Jeg skal også i bad derinde”. Mig: “Okay, så venter jeg”. Kvinden: “Jeg er så træt, hver gang jeg er her, så gør I det her”. Mig: “Øh…I ? Hvem er ‘I’? Jeg aner ikke hvem ‘I’ er, men jeg har aldrig set dig før, så du kan ikke mene mig. Jeg er ikke ‘I’, og jeg kan ikke forholde mig til, hvad ‘I’ gør. Nu taler du pænt til mig, for det er sgu ikke i orden”.

Kvinden smuttede i bad, og jeg blev irriteret og en smule ked af det….”I”, jeg er åbenbart en del af en gruppe, som kvinden kaldte for “I”. Hvem var “I” skulle jeg ha’ spurgt hende. Var det unge kvinder, københavnere, afrikanere, perkere…?

Jeg har ret til at være blufærdig, ligesom andre kvinder har ret til at vise deres kroppe frem. Jeg slutshamer ikke kvinder, hvis deres røve eller bryster kan ses på Instagram eller skælder ud, hvis andre vælger at dække sig til.

Jeg føler ikke, jeg begrænser min femininitet ved at “skjule” mine former, for det er et valg jeg har taget. Min krop er mit valg, og jeg vælger derfor selv, hvem der ser den og på hvilken måde. For mig er det helt i orden at være blufærdig, og det er ikke, fordi jeg kommer fra en såkaldt “undertrykkende” kultur eller religion. Eller fordi jeg skammer mig over min krop. Jeg vil bare ikke være nøgen foran andre.

I Danmark har man heldigvis stadig ret til at leve, som man lyster, og det gør jeg.

 

 

Comments are closed.