Hvor er den afrikanske mand eller kvinden med tørklæde i det danske mediebillede?

Ayan Mouhoumed

I min optik er Danmark et multikulturelt samfund, hvor mangfoldigheden trives og omfavnes i en lang række sektorer. Det danske mediebillede afspejler imidlertid ikke virkeligheden. Har jeg som journalist ikke pligt til at genspejle det multikulturelle Danmark?

Af Ayan Mouhoumed Foto: Alexander Holte Zehntner

Journalister bruger ofte visuel identifikation som middel til at skabe association hos seeren. Selve begrebet ‘identifikation’ er en af de fem journalistiske nyhedskriterier, der i 1960’erne introduceredes af de to forfatter Johan Galtung og Einar Østgaard.  I en artikel fra 1999 skriver forfatter og journalist Mogens Meilby, at identifikation handler om følelser, genkendelse, samhørighed og fællesskab. Desværre kan jeg hverken identificere mig med eller spejle mig i det danske medielandskab.

Ud over den danske grænse

Som barn tilbragte jeg timevis foran fjernsynet hjemme i Ishøj. Jeg blev underholdt af de mange amerikanske TV-­serier. Især fangede komedieserien Cosby & Co. fra 1984 min opmærksomhed. I serien blev jeg præsenteret for skuespilleren Bill Cosby og et stort cast af mørke amerikanere. Bill Cosby spillede hovedpersonen Cliff Huxtable, der er læge med egen praksis, mens hans smukke kone Clair er advokat. Sammen har de en masse børn, og lever et helt almindeligt liv som amerikanere.

Lige så snart jeg blændede op for Cosby & Co. og andre amerikanske TV-­serier, kunne jeg identificere mig med karaktererne på en måde som jeg ikke kunne med de danske. Det er egentlig ret simpelt. Jeg kunne nemlig spejle mig i en lang række af karaktererne. Den dag i dag får folk med anden etnisk baggrund desværre stadig kun substantiel taletid i det danske mediebillede, hvis emnet omhandler integration, kulturforskelle, religion og kriminalitet

Det ærgrer mig, at jeg skulle se ud over Danmarks grænser for at opnå visuel identifikation som barn. I en forholdsvis ung alder tog jeg derfor en beslutning om, at ændre det medieskabte billede af danskere med anden etnisk baggrund. Jeg ønsker at få alle slags danskere repræsenteret i medierne. Jeg vil se en afrikansk mand og en kvinde, der bærer tørklæde side om side med et barn med fregner. I mine øjne er de alle danske.

Mangel på mod?

Det er sjældent jeg oplever en tørklædebærende kvinde medvirke i TV-­programmer, som det hun er ­nemlig kvinde. Enkeltdelen tørklædet tages ud af kontekst og drages i fokus frem for at vise et mere retvisende helhedsbillede.

Tør medierne simpelthen ikke at afspejle det omgivende samfund? Det korte svar er nej, det tør medierne ikke. Mediebilledet er præget af snæversynethed. En tidligere studiekammerat fortalte mig bl.a. at det ikke var hans opgave som tilrettelægger, at caste minoriteter til dansk TV. I følge ham kan danskerne ikke identificere sig med en medvirkende, hvis personen har en anden etnisk baggrund end dansk. Det er vigtigt at seerne kan spejle sig i de medvirkende, og det kan de altså ikke, hvis en tyrkisk familie f.eks. medvirker i ‘Luksusfælden’.

Planer fra Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut har udarbejdet en rapport, der viser at få danskere med anden etnisk baggrund optræder i danske film. Eksponeringen mangler ganske enkelt for de mørke skuespillere, der ofte må tage sig til takke med biroller.

Det Danske Filminstitut har en vision om, at udarbejde en liste over nydanske skuespillere og amatører. Desuden vil de stille mentorer til rådighed for de mørke skuespillere, og give flere mørke danskere mulighed for at komme i praktik i filmbranchen.

Jeg er imod denne form for positiv særbehandling. Ønsker man at tage del i medierne, så må man kæmpe hårdt. Kvoter og særlige fordele, der ene og alene er baseret på hudfarve er forkert. Vi skyder os selv i foden ved at behandle en bestemt gruppe i den danske befolkning anderledes. Intentionen kan være nok så god, men baggrunden for dette forslag om positiv særbehandling er baseret på misforståelse af problemstillingen.

Niels Righolt fra Center for Kunst & Interkultur pointerer i en artikel dr.dk/ligetil fra d. 28.januar 2015, at det er et problem at mørke danskere ofte optræder i biroller som taxachauffører eller grønthandlere. Det er med til at fastholde gruppen som mennesker, der er anderledes og udenfor det danske samfund.

Når jeg gang på gang ser de forskellige roller som danskere med etnisk baggrund spiller, så kan jeg simpelthen ikke lade være med at tænke på, om det er sådan filmfolkene, tilrettelæggerne og casterne oplever en bestemt gruppe i det danske samfund på.

Ethniqa gør det -­ vi mangler bare resten af Danmark

Jeg tog skeen i egen hånd og stiftede Ethniqa, der er Danmarks første online magasin for danske kvinder med anden etnisk baggrund. Redaktionen og jeg gør en dyd ud af, at repræsentere alle slags danske kvinder. Sammen fremmer vi budskabet ved at bruge hashtagget #danskekvinderkommeriallefarver på de sociale medier. Vores formål med Ethniqa er, at hylde danske kvinders forskelligheder, men også fremhæve vores mange ligheder som kvinder.

Ethniqa omfavner både den afrikanske mand, kvinden med tørklæde og den lille rødhårede pige. De er alle præcis lige så danske som rødgrød med fløde. Det er et ihærdigt forsøg på, at se udover hudfarve og religion, men derimod skabe en platform for forskellige udtryk, der dog har det danske islæt til fælles.

Min mest fornemme opgave ved at være journalist og tilrettelægger er ikke at underholde, men at vise hele Danmark frem i mange forskellige farver og former. Danskhed kan ikke måles og vejes, den er mangfoldig, og dør ikke bare fordi den bliver påvirket af eksotiske elementer.

Mit afsluttende opråb til de danske medier: Kom ud af de trygge rammer og indse at Danmark er mangfoldigt og multikulturelt. Det er rent faktisk vores opgave at afspejle Danmark som helhed, og ikke kun fremhæve enkelte bestanddele.

Comments are closed.