Hvem ejer historien?

Hvem ejer historien?

Vi oplever, at flere og flere kloge unge og modige kvinder stiller op i medierne og fortæller om de strabadser og kampe, de har stået overfor for at bryde med social kontrol og sågar hård vold og undertrykkelse, og for at opnå deres personlige frihed.

På trods af det forbliver billedet af brune kvinder generelt stereotypt. De er ofre eller trofæer, som forventes at tage afstand fra deres kultur, religion og mænd, for at kunne manifestere sig som frie.

Af Uzma Ahmed, brun feminist, datter og mor til næste generation af mangfoldige kvinder  // Foto: Thomas Busk

Når man fokuserer på de her kvinder som individer og ikke på den kollektive forandring, som hver kvindelig aktivist bærer med sig, bliver kampen desværre forgæves. For nok kan man argumentere for, at hver kvinde, der vælger at stå frem med sin individuelle skæbne, opnår en effekt –  nemlig at berette om uretfærdighed og hævne sig over for de mennesker, der har undertrykt dem. Men det er kun den halve historie, for kvinden ønsker aldrig kun at udstille sig selv og sin ulykke til underholdning og bekræftelse af fordomme. Hendes retfærdighedssans kræver forandring af forholdene til det bedre for andre kvinder. Hun ønsker at inspirere og indgyde mod til at stå ved sig selv.

Succes på trods

Men prismen forskydes aldrig og billedet er frosset fast. For mainstream medierne holder stædigt fast i short cuts og fordomme. Er kvinden dygtig og har stort ethos, kan hun dog på sigt opnå en vis indflydelse og påvirke medier og politikere med sin historie. Hun får status som trofæ; som den befriede kvinde. Men dét er altid fremstillet som modstykke til det, hun dybest set kommer fra og har med sig. En position som ikke heler, men snarere gør afstanden dybere til det, hun ønsker at forandre. Og den retorik og integrationspolitik, som formes i forlængelse af hendes ulykke, vil forblive stærkt patroniserende og dæmoniserende. Kvinden forbliver en case, der bliver brugt og misbrugt.

Billedet af brune kvinder er så fasttømret, at selv de mange brune kvindelige mønsterbrydere, der stormer frem med høje uddannelser og stor faglighed end ikke kan få lov at eje deres egen historie. Når den bliver fortalt i de traditionelle medier, bliver den fordrejet og sat i relief til den allerede etablerede fortælling om, at kvinden har opnået succes på trods.

Det er synd og skadeligt, for mange af kvinderne har haft familien i ryggen, og de har støttet og flyttet sig med kvinden. Hun har været en inspirerende spydspids for forandring, men fremstår i fortællingen som solorytter. Og alt for ofte bliver det fremlagt som om, det mønster, hun bryder med, er mandsdominans og undertrykkelse, snarere end social arv. Hun forbliver en case uden fokus på hendes faglighed og bidrag til det samfund, hun er en del af.

Vi må selv fortælle vores historie

Brune kvinder ejer først vores historie, når den bliver fortalt af os selv. Historien består og udvikles nemlig af, at en hel underskov af kvinder lever udramatiske, hverdagsagtige og normale liv. Den største modstand, de møder, er ofte det dobbelte glasloft, de står over for, når de både skal kæmpe for at overbevise om deres normalitet og deres faglighed. Vi må selv fortælle om de strukturelle forhindringer, vi oplever, samtidig med at vi bliver bevidste om og afdækker de hindringer, der ligger i social kontrol.

Hvis vi selv, i forsøget på at opnå den selvstændighed, vi som brune kvinder tilegner os, tøver med at tage den smertefulde, interne dialog, som blotlægger, hvor meget vi gør op med etablerede mønstre og traditionelle kønsroller i vores bagland, kan vi ikke bygge bro til den kærlighed, vi føler for det, vi kommer fra. Og vi gør det heller ikke nemmere for de næste generationer af kvinder at opnå personlig frihed.

Hvis vi tøver, vil det kun være de ekstreme og tragiske fortællinger, som fortsat vil præge mediefladen. Og vi vil således selv være med til at fastholde os i forenklede billeder som ofre eller trofæer. Al forandring kræver nemlig nænsomhed og skærende ærlighed. Finder vi modet i os, vil vi til gengæld se os selv repræsenteret af fagligt stærke kvinder, der omfavner deres religion og kultur og mænd ikke mindst. Kvinder, der er i stand til at skabe radikale forandringer uden at miste deres ståsted. Den slags kvinder findes der mange af her i Danmark.

Ofte møder jeg kvinder, som spørger, hvad de kan gøre for at hjælpe brune kvinder. Her inviterer jeg til dialog og åbenhed om de hindringer, brune kvinder oplever. Og beder om at vi flytter perspektivet fra individuelle historier til at anerkende, at det er strukturer, der hindrer kvinder generelt og især brune kvinder i at få indflydelse i samfundets hierarkier. Når vi ser det, kan vi se fælles udfordringer og støtte hinanden ligeværdigt.

Comments are closed.