Hjælp, jeg er blevet gammel!

gammel

Hjælp! Jeg har for længst passeret the BIG 30, og i år bliver jeg 35. Det er som om, det kun er et par dage siden, jeg var 18, og jeg dansede til blød R’n’B hjemme i min mors trygge stue. I dag har jeg desværre fundet et gråt hår, har svært ved at holde mig vågen, og synes egentlig, det er sjovere at sidde derhjemme og se dokumentar på DR i stedet for at udforske Københavns natteliv.  Overalt i min hverdag ser jeg tegn på, at jeg altså er blevet “gammel”, og nedenunder vil jeg fortælle om mine observationer.

Af Ayan Mouhoumed 

Trætheden

Jeg synes, jeg bliver hurtigt træt. Uanset hvor mange vitaminpiller jeg propper i munden, er det ikke er godt nok. Det er især efter frokost, at mine øjne bliver tunge, jeg har svært ved at koncentere mig, og min trætte krop drømmer om min dejlige sofa derhjemme. Min træthed har også spredt sig blandt mine veninder, der er lidt yngre, end jeg er. Jeg kan tydeligt huske en aften for et par år siden, hvor en flok af os mødtes til en “girls night out”. Vi havde aftalt at mødes over en god omgang virgin mojitos på en vandpibecafé et sted i København og senere finde et sted, hvor vi kunne kridte danseskoene. Jeg havde brugt flere timer på at gøre mig klar (jeg er jo kvinde, så den slags tager tid), og havde taget mine høje hæle på – jeg var klar til fest og farver! Efter et par timer med virgin drinks, vandpibe og girl talk skulle vi videre i byen.

Kom vi så videre, spørger I så? Nope, det gjorde vi ikke! Den ene sagde:  “Ja, men jeg har jo også været på arbejde og er lidt træt”, mens en anden tilføjede: “Hmm…skal vi ikke bare sige, det var det?”. Trætheden spredte sig hurtigt , og vi var alle enige om, at aftenen sluttede her. Jeg må indrømme, at jeg var lidt skuffet, fordi jeg lige havde taget de skide høje hæle på og brugt timer på at contour’e mit ansigt, så jeg kunne ligne en mørk udgave af contour-dronningen, Kim Kardashian. Men inden klokken havde slået 00:00 var jeg iført mine behagelige joggingbukser og en stor trøje.

Royal Copenhagen-fetish

Overalt på de sociale medier har der spredt sig en tendens, der hedder “vi samler på Royal Copenhagen-ting”, og der er en hel masse, der savler over deres nyeste skud på stammen. På Instagram viser de stolt deres samling frem, og der er gået sport i hvad og hvor meget, man har. Jeg er også blevet smittet og ønskede mig derfor nogle fine kopper i bryllupsgave. Det er dog ikke noget, min mand jubler over, og han synes faktisk, det er fjollet, men jeg elsker mine fine kopper, der lyser hele køkkenet op. Tit griber jeg mig selv i også at savle og tjekker tit Royal Copenhagens Instagram-profil ud. Så scroller jeg ned, og drømmer mig væk i et univers, hvor jeg har inviteret veninderne hjem til laktose- og glutenfri økomuffins serveret på et Royal Copenhagen-kageopstats, naturligvis. Når jeg så har set prisen på kagenopsatsen, så bliver jeg revet tilbage til virkeligheden, for hold kæft hvor er det dyrt. Det har jeg sgu ikke råd til endnu, så drømmen må forblive en drøm lidt endnu.

Kaffe og Deadline

Sofaen kalder som sagt altid på mig, og jeg elsker at se Deadline med Martin Krasnik. Der er noget over hans intellekt, som jeg synes er vildt fascinerende. Jeg elsker den måde, han nogle gange kan virke provokerende overfor sine gæster ved at stikke lidt til dem, indtil han får et rigtigt svar. Hvis ikke han får et ordentligt svar, så stikker han bare endnu mere – indtil de giver sig. Det er min version af en slags roligt Jerry Springer-show, hvor Martin Krasnik først stille og roligt taler med sine gæster, får dem til at føle sig trygge, og så smider han bomben. De bliver nervøse, stammer måske og prøver at forholde sig rolige. De prøver at have kontrol, selvom de tydeligvis ikke har den. Det er bare så sjovt at se, og jeg kan sidde helt 1990-agtigt og råbe “Martin, Martin, Martin!”.

Det skal give mening

Jeg er kommet til et punkt i mit liv, hvor jeg prioriterer meget med hensyn til min veninder. Min tid er kostbar, og jeg har ikke tid til tilfældige bekendskaber. Jeg har de folk omkring mig, jeg har brug for, hvad enten det er i professionel eller personlig regi. Når jeg en sjælden gang bevæger mig ud, skal det give mening. Jeg går ikke bare ud for at gå ud. Min bevægelighed i byen skal have et formål. Det får jeg oftest, når jeg får en kulturel overdosis, og jeg tager gerne til events og debatarrangementer, hvor jeg enten kan markere mig, netværke eller simplethen bare mærke pulsen.

Old school

Når jeg tager min papirkalender frem, så kigger folk altid lige en ekstra gang. Jeg ved godt, at vi lever i en teknologisk tidsalder, hvor vi bruger vores mobiltelefon til alt. Der er folk, der ikke kan tage en beslutning om en kaffeaftale, før de har tjekket deres Facebook-begivenheder eller kalenderen i mobilen (for at tjekke, om der lige var noget, de egentlig hellere ville til). Jeg er så old school, at jeg stadig bruger min trofaste papirkalender. Det virker måske lidt tilbagestående, men jeg elsker følelsen af at skrive mine aftaler ned med en pen. Det er som om, det gør aftalen mere vigtig og ægte, og jeg kan ikke bare slette min aftale ved hjælp af en enkel knap. Jeg nyder virkelig at tage min highlighter og overstrege mine aftaler, så jeg har overblik over min uge. Jeg bladrer i den og kan nemt overskue, hvornår jeg har tid til det ene eller andet. Jeg har altid haft en papirskalender, og den holder jeg altså fast i mange år endnu.

Just in case shit happens

Jeg har altid været og bliver altid “just in case shit happens”-typen, og jeg har altid en million ting i min taske. Jeg er faktisk blevet værre med årene, og der er nogle ting, jeg bare skal have med i min taske. Jeg ved godt, at det kan virke som om, jeg skal ud og rejse, men det er jo bare min frygt, der spiller ind. Min frygt for at have glemt noget derhjemme, hvor jeg senere på dagen tænker “fuuuuckkk…hvorfor tog jeg ikke den der ting med…”

Jeg er typen, der forventer, at der udbryder krig lige om lidt, og derfor vil jeg hellere være safe than sorry. De fleste kvinder kan sikkert genkende det her, og dem af jer, der har børn, kan 100 % sikkert nikke genkendende til det. For I gør det også, men I er sikkert bare endnu værre “just in case shit happens”-typer, end jeg er. For I skal tænke på jer selv OG jeres baby, og I skal ikke “bare” have en taske med jer, når I bevæger jer udenfor – I skal næsten have en hel kuffert. I min taske skal jeg altid have min elskede Mac med tilhørende lader, min telefonoplader, min kalender, min lille sorte bog, hvor jeg skriver mine ideer ned, min pung, servietter, håndcreme, min makeup-taske (jeg skal jo freshes op, ikk’?), halstørklæde – fordi jeg er typen der altid fryser, vandflaske, 1 million penne og flere ting, jeg ikke lige kan huske på stående fod (er også for doven til at tjekke min taske nu).

Min liste stopper ikke her, og jeg kan sagtens putte en masse andre ting i, men jeg er altså lidt depri over min alder, så jeg orker ikke at fortsætte med listen. I stedet vil jeg slukke min computer, æde noget chokolade og se House of Cards sæson 4. En serie om politik er vist mere end nok drama for gamle mig!

 

Comments are closed.