Heldigvis kan man IKKE se, at jeg er muslim

Muslim

På facebook er jeg i den seneste uges tid blevet bombarderet af opdateringer om danske muslimske kvinder, der enten bliver overfaldet, hånet eller spyttet på. Det er alle danske kvinder, der frygter for deres sikkerhed, når de går på gaden. Udover at kvinderne er danskere, så er de også muslimer, der bliver udsat for hate crimes i deres eget land. Det er noget, der sætter mit pis i kog.

 

Af Ayan Mouhoumed Foto: Alexander Holte Zehntner

Når man læser om en tendens i medierne, hvad enten den er positiv eller negativ, så trækker jeg som regel på skuldrene og tænker “Ja ja, men hvordan påvirker det mig?”. Hvis ikke det sker i min egen baghave, så påvirker det mig ikke. Men når det omhandler nogen, jeg kender, så får piben en anden lyd.

Forleden læste jeg min venindes opdatering, hvor hun skrev, at hun nu skulle kigge sig over skulderen, når hun skulle på universitet om morgen. Min søster blev her i weekenden overfuset af en tosse, der bad hende om at skride hjem. Hun var ifølge ham ikke dansk, og det skulle hun lige vide. I den overfyldte bus tog han fat i hende, mens folk i bussen hverken sagde eller gjorde noget.

Fordi én tosse, der tilfældigvis deler samme religion som hende, har begået en grusom forbrydelse, så skal min veninde og søster til at passe på. Hvorfor er det nødvendigt? Hvorfor skal de træde ekstra varsomt, når de færdes udendørs?

Jeg er heldigvis skånet

Man kan ikke lige se det, hvis ikke man ved det. Jeg er altså muslim, men ligner ikke den typiske muslim, der dagligt bliver portrætteret i medierne. Jeg er hverken af mellemøstlig afstamning eller bærer tørklæde. Jeg kan gå på gaden blandt alle andre, og de færreste ville ane, at jeg tilhører den muslimske tro. Jeg bærer heller ikke en halskæde om halsen med navnet på min skaber. Det betyder, at jeg heldigvis er skånet for at blive chikaneret på gaden på baggrund af min religion.

Alle de ting som mine danske muslimske medsøstre går i gennem, slipper jeg heldigvis for. Hvis jeg havde tørklæde på, ville jeg måske blive udsat for et religiøst hate crime.

Så ville folk måske kigge på mig på gaden og råbe “din fucking terrorist” efter mig eller tage kvælertag på mig i bussen, mens de bad mig om at skride hjem. Det med kvælertag skete desværre fornylig i en bus i København, hvor en masse mennesker så passivt til.

Spørgsmålet er, hvor skal jeg tage hen, når folk beder mig om at skride hjem?

Hvor skal de tørklædebærende danske muslimske kvinder tage hen? Danmark er deres hjem, de er danske og sådan er det bare. De har ikke skudt nogen. De har ikke begået en terrorhandling. De passer bare sig selv, hvad er problemet med det?

Tørklæde eller kalot – det er DIT valg

Danskere kommer i alle farver, og jeg bliver varm indeni, når jeg ser, hvordan vi står sammen. Mit lille afro-danske hjerte slår en smule hurtigere, når jeg ser, at vi forsvarer hinanden og accepterer hinandens forskelligheder.

Min bekymring handler om de idioter, der ikke forstår, at ALLE danske muslimer ikke er en del af Al-qaeda. Denne gruppe, der kun har had i deres hjerter ønsker at provokere og håber på en reaktion, så de kan sige ” Se se! De er jo skøre, de der muslimer”. Selvfølgelig har disse mennesker ret til deres meninger, men det betyder ikke, at danske muslimske kvinder skal frygte for deres færden på gaderne.

Alle har ret til selv at vælge, hvordan man vil leve. Hvis det betyder, at de er iført et tørklæde eller kalot, så er det op til dem. Hvis nogle danskere vælger at skilte med deres religion i gadebilledet, så er det også op til dem. Det betyder IKKE, at de skal blive udsat for hate crimes.

Jeg er muslim, jeg er dansk og jeg er ikke en trussel for det danske samfund. Så når du ser mig komme gående på gaden, så håber jeg på et smil og ikke på frygt og vrede i dine øjne.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *