GID JEG HAVDE EN ..

GID JEG HAVDE EN ..

Der er kun 18 måneder mellem min storebror og jeg, så det kan være en smule svært at se hvem der er ældst og hvem der er yngst. Gennem hele min barndom har min mor hele tiden banket ind i hovedet på mig: “Nej, det må du ikke Ayan, fordi du er en pige.”

Af Ayan Mouhoumed Fotograf: John Petersen & private fotos

Når jeg så tog kampen op for at få en begrundelse trak hun på skuldrene, kiggede på mig som om jeg var åndssvag og sagde meget bestemt:

“Fordi du ikke har en …! Du er ikke en dreng, og derfor må du ikke.”

Således lukkede hun mange diskussioner, og der var åbenbart ikke noget jeg kunne gøre ved det.

Jeg har aldrig troet, at der er så stor forskel på min bror og jeg. Men i dag kan jeg sagtens se tilbage på hvordan begrænsningerne blev mere og mere synlige. Selvom jeg følte, at jeg fik lov til meget mere end mange af mine veninder med etnisk baggrund, så begyndte der stille og roligt at snige sig flere forbud ind. I starten orkede jeg ikke at kæmpe imod, fordi “sådan var det bare”. Men hvorfor var det “bare sådan” og hvorfor skulle jeg nøjes med min mors sølle forklaringer om, at jeg ikke måtte de samme ting som min bror?

Alenemorens dilemma

Min mor har i mange år fungeret både som mor og far for mine fire søskende og jeg. Da min mor og far blev skilt i 90’erne var det nærmest en stor skændsel. Hun blev simpelthen lukket ud af visse kredse, og nogle af hendes såkaldte veninder vendte hende ryggen. Det blev heller ikke bedre af, at min mors familie ikke helt accepterede hendes valg. At være muslimsk alenemor var ligesom at leve i et mareridt, for uden en mand ved ens side har man ingen status eller værdi. Det virkede som om min mors identitet hang sammen med hendes status som gift kvinde, og når hun så ikke var det længere var hun intet værd.

Den tid hvor min mor havde den forfærdelige titel som alenemor hængende over hovedet var bestemt ikke en sjov periode. Længe måtte hun bevise sit værd og begynde at arbejde sig op ad den sociale rangstige, så hun kunne få en brøkdel af den respekt hun havde, da hun var en gift kvinde, tilbage. I rollen som både far og mor var det hende, der ene og alene havde ansvaret for at opdrage os fem unger, hvilket især betød at min lillesøster og jeg skulle være de perfekte prinsesser, der helst ikke måtte træde ved siden af. Alt hvad vi gjorde kom automatisk tilbage til min mor, og hvis vi så alligevel havde en opførsel, der i nærmiljøet blev anset som upassende, ville alle pege fingre af min stakkels mor, ryste på hovedet og tænke:

“Ja, men de der piger kommer fra et skilt hjem, og deres mor kan ikke finde ud af at opdrage dem ordentligt.”

En tanke der skræmte min mor, for hvis andre så os piger som uopdragne, hvem ville så giftes med os i fremtiden? Og at have to ugifte unge kvinder i hjemmet var næsten lige så slemt som at have titlen “alenemor” hængende over hovedet.

En god pige

Jeg har altid vidst, at en muslimsk piges rygte kommer tilbage til familien og at pigen (desværre) er familiens ansigt udadtil. Så selvom min mor måske ikke havde lyst, blev hun på en måde tvunget og presset til at efterleve og underlægge sig omgivelsernes krav om, at “gode” muslimske piger opfører sig på en bestemt måde. Man må helst ikke krydse grænserne, men skal derimod være typen, der adlyder de voksne, de kloge og de bedrevidende.

En god pige er en pige, der ikke går i byen, og hvis hun gør skal hun i hvert fald ikke opdages. En god pige skal heller ikke høres, hvilket der for mig, som den rapkæftede type, er en smule svært. Skulle jeg gå mod min mors krav, fordi jeg bare ville være som andre unge jeg kendte, og lære af mine egne fejl hen ad vejen eller skulle jeg underlægge mig min mors ønsker? Ville det så betyde at jeg skulle begrænse mig selv? Derfor levede jeg på et tidspunkt et dobbeltliv, også selvom jeg for længst havde ramt 20’erne. For selvom jeg var voksen på papiret, så var jeg stadig min mors “lille” pige, og dermed underlagt hendes regler. Jeg ramte byen og gik ud i det københavnske natteliv, for min nysgerrighed skulle bare mættes. Bare fordi jeg kridtede mine sko på dansegulvet, betød det ikke at jeg ikke var en “god” pige. Jeg var blot ung og nysgerrig med trang til at have det sjovt med mine veninder, der for øvrigt også ofte var andre unge muslimske kvinder, der ligesom mig, gjorde en smule skjult oprør og bare ville have det sjovt.

Jeg løj derfor for min mor, og kom med den der typiske teenager-forklaring om at “jeg sov hos min veninde”, men i virkeligheden var jeg ude og prøve grænser af. Men hvis min mor havde vidst, at mine personlige grænser ikke gik længere end til, at danse med mine veninder og spise late night shawarma på vejen hjem, så havde hun måske bøjet sig. Havde jeg alligevel en smule skyldfølelse? Overhovedet ikke! Jeg gjorde jo netop ikke noget forkert, også selvom andre måske ville rynke på næsen af mig. De folk der gjorde det, kendte mig ikke, vidste ikke hvad jeg lavede og ville uanset hvad tænke det værste, kun fordi jeg ikke havde en …!

En god pige bliver hjemme, mens en god fyr gerne må løbe hornene af sig og fyre den af, fordi det er hvad “fyre gør”.

GID JEG HAVDE EN ..

Min storebror og jeg

Tænk hvis jeg hed Adam

Jeg har tit tænkt, at hvis jeg var en dreng, så ville jeg have mere frihed, da jeg var yngre. Den frihed min storebror nød godt af havde jeg desværre ikke. Jeg ved inderst inde, at hvis jeg var født som en dreng, og havde en … ville min mor ikke bekymre sig så meget om mig. Så ville snoren være længere og linen mere slap. Men realiteten er, at jeg ikke er født med en … og derfor er der nogle ting som min mor mente, jeg ikke burde gøre, for hvad nu hvis folk snakkede om mig, hende og vores familie?

Men jeg kan da ikke hele mit liv igennem tage hensyn til folk og konstant træde varsomt. Hvorfor skal jeg bor i et glasbur, hvor alle har lov til at kigge ind og analysere mit liv? Hvorfor skal andre diktere hvordan jeg lever, og hvorfor skal jeg frygte for hvad de vil sige om mig? Folk snakker jo ligegyldig hvad og snakkeri i krogene forsvinder aldrig.

Det er en smule trist at der findes miljøer, hvor folk nærmest gør en dyd ud af at tale om hinanden. Hvor der nærmest går sport i hvem der kan sladre mest.

Jeg lever mit eget liv nu, men hvis jeg skal være helt ærlig, så føler jeg mig en smule splittet. For samtidig vil jeg ikke have at folk skal pege fingre af min mor. Nogle gange ville det bare være lettere hvis jeg var en mand og havde en …!

Har du brug for hjælp?

Ethniqa samarbejder også med LOKK (Landsorganisation af Kvindecentre), der sidder klar hele døgnet. De kan træffes på 70277666 via Etnisk Ung anonym rådgivning.

Comments are closed.