Fornyelse, fornyelse og atter fornyelse

Fornyelse

Da jeg nytårsaften sprang ind i det nye år med stjernekastere i den ene hånd og en virgin mojito i den anden, havde jeg en bestemt tanke, der kriblede løs i min krop. Det var tanken om, at der skulle ske noget nyt. Du kender sikkert godt den der følelse af, at NU skal det være. Nu man skal tabe de der skide fem kilo, som man har båret rundt på siden sidste sommer (jeg taler for mig selv og forbander min sommer i Tyrkiet), nu man skal til at lære et nyt sprog og begynde at udforske byens uendelige muligheder og ikke mindst; nu skal ske noget nyt med Ethniqa.

Af Ayan Mouhoumed Illustration : Leyla Coban Bautista

Vores baby er blevet stor

Mine tanker om fornyelse handler altså både om mit privatliv og Ethniqa. Jeg har i flere år passet og plejet “vores baby”, og jeg håber, I har nydt godt af den. Vi har interviewet en lang række stærke og inspirerende mennesker og forhåbentlig udvidet jeres kulturelle horisont.

Vi har også præsenteret jer for flere markante personligheder, serveret farverige modeserier og så er vi nået nærmere målet om at redefinere den danske kvinde. Med vores tagline og slogan #danskekvinderkommeriallefarver har vi heldigvis formået at brage igennem på de sociale medier og derigennem fået traditionelle medier til at spærre øjnene op. Det synes jeg godt, vi kan tillade os at være stolte over.

Det er nemlig vigtigt for Ethniqas redaktion at kæmpe for, at vi danskere er opmærksomme på, at en dansk kvinde også sagtens kan ligne en som mig, der har kruset og kulsort hår, chokoladebrun kulør og en afro-booty.

Hvordan ser den danske kvinde ud?

Ethniqa vil fortsat gerne udfordre den gængse opfattelse af den danske kvinde.

For hvordan er det lige sådan en ser ud?

Jeg føler, at Ethniqas redaktion afspejler den danske kvinde i alle hendes afskygninger, ja nogle gange synes jeg næsten, at vi ligner en ren Benetton reklame. Vi findes i alle farver, med alle hårtyper og i størrelser – og jeg nyder det! Vi er alle danske kvinder, der omfavner vores ligheder, men også vores forskelligheder. Vores forskellighed er vores styrke og i mine mørkebrune øjne ser jeg en dansk kvinde uanset, om hun har rødder i den jyske muld eller Kurdistan.

Vi har brug for DIG

Du har måske lagt mærke til, at jeg konsekvent skriver Ethniqa i stedet for Ethniqa Magazine. Det er fordi, vi har valgt at droppe det sidste, men ellers er vi stadig os selv.

Ethniqa har brug for din hjælp, så vi kan vokse os endnu større og være til endnu mere gavn for den danske kvinde. Vi tager de emner op, som du synes er vigtige, så hold dig endelig ikke tilbage med feedback eller ideer til emner, vi bør tage op. Det kan være alt fra en problemstilling, udfordring, tendens eller interessant personlighed. Ethniqa vil gøre sit bedste for at lytte til dig og dine ønsker i håbet om at skabe en alternativ platform for danske kvinder i alle farver.

Det kan godt lyde som en kliché, men faktum er, at vi er stærke, når vi står sammen.

Vi vil derfor opfordre til at følge os på Facebook, Instagram og Twitter. Vær aktiv på vores forskellige sider på de sociale medier, følg med, kommentér og del endelig vores artikler med din omgangskreds. Det vil gøre os stolte, hvis du vil være med til at føre vores kampagne om, at #danskekvinderkommeriallefarver videre ved at dele hashtagget og dermed deltage aktivt. Det smukkeste vi ved er, at se dit billede på Instagram med vores hashtag, men vi vil ikke lægge skjul på, at vi ville elske endnu flere selfies og billeder med jeres veninder, søstre, mødre, kolleger og mange andre.

Tusind tak!

Jeg vil personligt gerne takke for din støtte lige siden vores spæde start i november 2009 til den dag i dag. Jeg er ovenud taknemmelig for din opmærksomhed og kærlighed.

Til slut har jeg kun tilbage, at sige nyd vores nye hjemmeside, nyd vores nye forkortede navn og nyd alt det nye indhold vi har klar til dig.

De kærligste hilsner,

Ayan Mouhoumed

8Pingbacks & Trackbacks on Fornyelse, fornyelse og atter fornyelse

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *