FARVEL TIL ET BARNDOMSHJEM

social kontrol

Den dag i oktober, hvor 20-årige Dalia ankom til Danmark, husker hun som en drøm, der var gået i opfyldelse. Hun kan stadig ikke fatte at have levet i god behold efter tre år med krig, fordrivelse og den ene afsked efter den anden. Ethniqa Magazine har besøgt Dalia i Sandholmlejren, som på trods af udfordringen med at lægge krigens minder bag sig, har spirende drømme om livet i Danmark.

Af Souha Al-Mersal Foto: Alexander Holte Zehntner

I oktober måned flygtede 20-årige Dalia fra Syrien til Danmark sammen med sin mor og udviklingshæmmede søster. Hun bor i øjeblikket i Sandholmlejren i Birkerød, nord for København, mens hun venter på at få godkendt sin ansøgning om asyl.

Til dagligt tilbringer hun tiden på en lille bænk eller går en tur på den grusede sti foran det lille rækkehuskompleks, de bor i. Det er inddelt i enmandsværelser, hvor mange flygtninge fra især Syrien er blevet indkvarteret, men også mange fra Eritrea og Somalia. De har for nyligt fået tildelt et værelse, møbleret med en kæmpe dobbeltseng, som efterlader lidt overskydende plads til et mindre spisebord og et par kufferter samt poser, som står stablet oven på hinanden langs den hvide væg.Det skal udgøre Dalias hjem, indtil deres sag om asyl bliver færdigbehandlet hos Udlændingestyrelsen.

Der er i øjeblikket lang behandlingstid. I mellemtiden forsøger den unge, mørkhårede kvinde at lægge gamle triste minder bag sig, nyde de fredsfyldte dagtimer uden larmen og røgen fra bombardementer.

Tanken om at befinde sig uskadt på et dansk asylcenter med så mange kilometers afstand fra krigen i hendes hjemland virker så surrealistisk og tanken skal stadig have tid til at trænge ind. 

– Et missil faldt ned over vores kvarter i hjertet af Yarmok-lejren. Alle vores naboer flygtede. Min mor sagde, at vi straks skulle pakke kufferterne, fortæller Dalia.

Dagen de flygtede fra deres hjem i Damaskus, husker hun meget tydeligt. Pludseligt var det hele kommet meget tæt på, missilerne faldt over nabokvarteret, og det hele forandrede sig på et splitsekund. Dalia forklarer, at det stadig ikke er til at fatte, at hun har undsluppet krigens missiler og snigskytternes kugler.

Inden krigen studerede hun engelsk på andet semester på universitetet i Damaskus. Først flygtede Dalia og hendes familie til Doma, som ligger nordøst for Damaskus, men da situationen eskalerede og kampene mellem regimets styrker og oprørsstyrkerne tog til, søgte de tre kvinder tilflugt i nabolandet Libanon. En tid Dalia husker som ubehagelig og udmattende.

– Jeg droppede ud af universitetet og måtte rejse væk fra mine venner og naboerne fra kvarteret. Vi boede på skift hos forskellige familiemedlemmer i Libanon, vi har meget familie i Sayda. Men situationen for palæstinensere er meget slem i Libanon især efter, der er kommet så mange flygtninge. Det var en meget ubehagelig periode.  konstaterer Dalia, som er mest ked af de elskværdige mennesker, hun ikke kommer til at gense. Før krigen havde hun et stort netværk og elskede socialt samvær.

Fra det ene hjem til det andet 

Fra at have en helt almindelig tilværelse blev hendes liv pludseligt forvandlet til et liv i eksil, først til Doma i Syrien og dernæst til Sayda i Libanon de kommende to år.

– ”Vi flygtede fra det ene familiemedlems hjem til det andet, og man er under stort psykisk pres. Jeg hørte konstant om venner, der var blevet dræbt. Det var ikke til at bære,” forklarer hun.

Nyheden om bombede huse, om venner, der blev dræbt og familiemedlemmer, der forsvandt blev til hverdag. Det forvandlede opholdet i Libanon til et mareridt. I takt med at, der blev ved med at komme flere syriske flygtninge til nabolandet, steg presset på de syriske flygtninge i bl.a. Libanon. Siden borgerkrigen i Syrien brød ud i 2011, har Libanon modtaget omkring 2 millioner syriske flygtninge, et land med 4,5 millioner indbyggere, der i forvejen huser en halv million palæstinensiske flygtninge. 

– ”Syriske flygtninges forhold i Libanon er meget dårlige, og folk er trætte af deres tilstedeværelse. Libaneserne hader, at de er der, de giver dem skylden for alt. Mine brødre, deres koner og børn er fanget inde i Syrien, de må ikke rejse ind i Libanon og frygter nu at blive indkaldt til militærtjeneste,” siger Dalia.

Palæstinensiske flygtninge fra Syrien oplever særskilt diskrimination i nabolandet Libanon, idet myndighederne har lukket grænsen og indført indrejseforbud. Således at palæstinensiske flygtninge i Syrien oplever at de spærres inde i krigen modvilligt, da de ikke kan søge tilflugt i nabolandet. Jordan har ligeledes indført indrejseforbud mod palæstinensiske flygtninge.

dalia3

I sådan et rækkehuskompleks bor Dalia sammen med sin mor og sin udviklingshæmmede søster. De tre kvinder deler et værelse, der er deres hjem indtil de får mere af vide om deres fremtid i Danmark.

Farvel til et barndomshjem

Efter at være ankommet til Danmark tænker Dalia meget på sine brødre, sine venner og barndomshjemmet. Selvom der er stor grund til glæde, oplever Dalia, at det er svært at glemme de seneste par år helt. Om natten tænker hun meget på alle dem, hun savner, ikke mindst sit barndomshjem i Yarmok-flygtningelejren, i det sydlige Damskus, hvor hun er vokset op. Hun fortæller om de første nætter på Sandholm, hvor hun har haft svært ved at falde til ro og sove om natten.

– ”Om natten, når jeg kryber ind under dynen græder jeg. Jeg savner mine venner, som blev dræbt. Jeg kommer nok aldrig til at se dem igen. Det er som om krigen har taget mit smil og jeg er bange for, jeg ikke kan finde det igen,” fortæller Dalia.

Dalia kommer fra Damaskus, hvor hun er vokset op i den palæstinensiske flygtninge lejr ’Yarmok’ i Syrien, som var hjem for over 22.000 palæstinensiske flygtninge. I løbet af de seneste måneder af krigen, har lejren lidt under sult, bombardementer og massiv belejring fra regimets tropper. Dalia husker flygtningelejren, som stedet hun oplevede sine bedste og skrækkeligste minder.

– ”Jeg savner Yarmok-lejren, de gader jeg kender, naboerne og alt derhenne. Men det var meget skræmmende, at der pludseligt faldt missiler. Jeg kunne ikke genkende det længere,” siger hun.

Dalia har blandede følelser, for selvom opholdstilladelsen ikke helt er sikret, ser hun frem til at indfri hendes ønsker om skolegang. Hun føler sig både heldig, glad og samtidig trist. Hun kommer nok aldrig til at genforenes med hendes kære i Syrien, men hun glæder sig til fremtiden i Danmark.

– ”Jeg drømmer om at blive lærer eller måske journalist. Jeg er glad for sprog og vil gerne gøre studierne færdigt,” fastslår Dalia, som ikke kan vente med at blive skrevet op til en rigtig sprogskole og dernæst komme på universitet. Indtil videre følger hun ihærdigt sprogundervisningen på asylcentret, hvor hun har lært at sige ”farvel” og ”goddag”. 

Den aften, Dalia stod i Kastrup Lufthavn, var det som om en drøm var gået i opfyldelse. Hun kunne ikke holde op med at stirre på de høje, lyshårede mænd og kvinder, som så smilende på hende. Alle fra lufthavnsbetjentene, forbipasserende på gaden og til Røde Kors personalet.

– ”Danskerne er bare så venlige og smilende. Jeg er glad for at være kommet til et land, hvor alle virker glade og optimistiske. Det giver mig håb. Jeg smiler og siger hej til alle her på asylcentret,” fortæller hun.

Dalia skal lige vende sig til den isende kulde, men er sikker på det hele kommer til at blive godt med så mange venlige mennesker omkring sig.

 

Comments are closed.