ET FRIT LIV

liv

En nat i april 2014 listede to søstre og to venner sig ind over grænsen fra Eritrea til Sudan. Det var midt om natten, fordi det gjorde det nemmere ikke at blive opdaget af politiet og soldaterne ved grænsen. På dette tidspunkt vidste ingen af de fire, hvad der ventede dem forude og at deres rejse næsten ville vare tre måneder.

Tekst og foto af Heidi Yetkin / fotoredigering af Liv Bang

Liya Welday på 24 år er den ene af de to søstre på flugt. Hun er gået med til at fortælle sin historie om sit liv i Eritrea og om hvordan hun kom til Danmark i sommeren 2014.

Det er en stor kakigrøn vinterjakke pakket godt rundt om en spinkel krop, mørkt kruset hår, og nogle store alvorlige øjne, der møder Ethniqa på en lokal café syd for København. Liya sidder roligt i sofaen og sipper af sin jordbærte, mens hun tænker over, hvor hendes historie skal starte. Hun beslutter sig for at starte fra begyndelsen.

Den lange, hårde rejse

”Det tog to dage at gå fra vores hjem i Eritrea ind over grænsen til Sudan. Vi kunne kun gå om natten, når det var mørkt og gemme os i nogle klipper om dagen.” fortæller Liya. Hun tog flugten i mørket med sin storesøster og sine to venner.

Da de fire var nået gennem Sudan til Libyen, kom de op på ladet af en bil med 27 andre mennesker. Alle sad helt tæt, og ingen spiste eller drak i de to uger bilen kørte. Flere fik det så skidt, at de døde af sult og varme, især mange børn omkom bag på ladet.

”Chaufføren var ligeglad, han ville ikke køre med døde mennesker, så han ville have, at vi bare skulle smide dem ud over kanten på bilen midt i Sahara.” siger Liya med alvorlige øjne.

Liya blev selv syg, men hendes storesøster tog sig heldigvis af hende. Så snart de nåede Libyens kyst og skulle vente på båden over til Italien, kunne de endelig få noget at spise og drikke igen.

Men udover maden var ventetiden i Libyen langt fra en dans på roser.

”Mændene i Libyen kunne finde på at slå os, når de gik forbi på gaden. Helt uden grund! De er ligeglade – for dem er dyr og mennesker det samme!” sukker Liya.

De sejlede i fire dage i en båd med 1200 mennesker. Igen sad alle helt tæt og næsten på skødet af hinanden. Heldigvis blev turen en del lettere, da de først nåede til Italien. Her tog de toget hele vejen gennem Europa op til Danmark uden de store forhindringer. Hele rejsen endte dog med at tage næsten tre måneder i alt. Søstrene endte på Sjælland, mens de to venner endte i Jylland.

Hjemme i Eritrea

Liya kommer fra en lille landsby ved navn Adi Mongonti 60 km fra Eritreas hovedstad Asmara, uden toilet, og hvor badet er en stor balje med vand. Huset er dog heldigvis forsynet med elektricitet.

Liyas mor bor lige nu alene i landsbyen. Men Liyas to mellemste søskende, som også stadig bor i Eritrea, kommer og besøger hende ind imellem. Liyas far døde da hun kun var et år gammel, så ham har hun aldrig kendt.

”Jeg savner min mor. Hun er glad for, at vi flygtede nu, men da vi rejste gennem Sudan og Libyen var hun bange. Jeg taler med hende to gange om måneden på telefon, for der er ikke internet der hvor hun bor.” smiler hun bag de alvorlige øjne.

Liya håber på at kunne se sin mor igen en dag. Men hun kan ikke vende tilbage, for så bliver hun nemlig fanget og sent i krig.

Den lille soldat

Liya boede ikke sammen med sin mor de sidste år i Eritrea, fordi hun var soldat. Netop fordi hun var over 18 år og ugift, skulle hun i militæret. Dette gælder alle ugifte kvinder i Eritrea, der er fyldt 18 år. Liya var først i militærtræning i et år og derefter blev hun mekanikerassistent de efterfølgende tre år i militæret. Men det var først da hun skulle udsendes til krig, at det blev for meget for Liya og det var grunden til, at hun valgte at stikke af.

Liyas storesøster er gift og skulle derfor ikke i militæret. Til gengæld er hendes mand soldat. Hun måtte selv rejse fra sine børn i Eritrea, som på det tidspunkt blev passet af søstrenes kusine. Børnene er nu langt om længe blevet familiesammenført til Danmark for en måned siden, for lige nu ved familien ikke, hvor søsterens mand befinder sig henne.

”Der er ikke bomber i Eritrea ligesom i Syrien, men det er ikke et godt liv. Man er ikke fri, der er hele tiden nogle der bestemmer, hvad man skal. Det er ikke ligesom friheden i Danmark.”

I Liyas tilfælde var det chefen i militæret, der bestemte over hende. Hvis man derimod er gift, så er det som regel manden der bestemmer. Liya mener ikke, at dette er et særligt godt liv at leve.

liv

Det frie liv i Danmark

Det sværeste for Liya at vænne sig til her i Danmark, har været at lære dansk. Hun har gået i sprogskole i elleve måneder og går nu på ’Dansk 2 niveau 4’, der er op til 6, så hun har ikke langt igen. Udover sproget har det været svært at vænne sig til Danmarks kolde vejr, især om vinteren.

Andre forskelle, som Liya har bidt mærke i, i forhold til sit hjemland og Danmark er, at her må man tale om politik, det må man bestemt ikke i Eritrea. Man skal helst ikke være uenig med dem, der bestemmer.

”I Danmark kan man også rejse rundt i hele landet uden problemer, det kan man ikke i Eritrea, for det er forbudt at tage til landets byer tæt på grænserne til Sudan og Etiopien, for så er regeringem bange for man skal flygte.” fortæller Liya.

Liya nævner flere gange det vigtige ved friheden i Danmark. Inden hun kom hertil havde hun hørt godt om landet, friheden og de gode skoler. Derfor var hendes mål at komme her til Danmark.

”Danmark er et godt land, for man bliver ikke tvunget til ting på sit arbejde for eksempel. Og har man brug for hjælp udefra til problemer på arbejdspladsen, kan man få det her, det kan man ikke i Eritrea. I Eritrea kan de også finde på at slå deres ansatte.” siger Liya, mens hun svinger med hånden og slår ud i luften.

Som rigtig mange andre flygtninge i Danmark, har Liya svært ved at forestille sig, hvad fremtiden mon bringer. Men hvis hun selv kunne vælge helt frit, ville hun gerne læse jura, selvom hun ved det er svært.

”Jeg kan godt lide Danmark. I Eritrea havde jeg ikke frihed til noget som helst, det har jeg nu!”

Comments are closed.