Det’ okay at være svag

svag

Tro det eller ej, men da jeg var yngre, havde jeg INGEN venner og sad inde på mit værelse hver dag og læste en masse bøger – alene. Jeg havde ingen at betro mig til, ingen der kendte den “rigtige” mig, og ingen jeg kunne grine med. Jeg var ensom, ked af det og kedede mig ad helvedes til. Jeg var ulykkelig i  min situation og kunne ikke forstå, hvorfor mine søskende havde en masse venner, mens jeg ingen havde. Jeg fortalte ikke uden for hjemmet, at jeg var ensom, for det værste jeg vidste var at virke svag.

Af Ayan Mouhoumed Illustration af Serife Kart

Gennem hele min folkeskoletid havde jeg ensomheden tæt inde på livet, men sørgede også for konstant at have et smil på læberne. Ingen måtte kende til min hemmelighed, for jeg ville bestemt ikke have medlidenhed fra mine klassekammerater eller lærere. Det var pinligt nok, at min familie vidste, at jeg var ensom. Det behøvede resten af verden ikke at vide.

Penneveninder fra hele DK

Jeg kan huske, at sommerferien var det værste, for så kunne jeg høre alle ungerne lege nede i gården. Mine søskende fik venner på besøg, og de var hele tiden ude og lave ballade eller bare hygge sig med deres venner. Jeg sad derimod med det nyeste nummer af MIX-bladet ( red. et livsstils og musik-magasin til teenagere i 1990’erne), hvor der også var en masse annoncer fra læsere, der søgte penneveninder (dette var før internettet blev almindeligt tilgængeligt for alle, så dengang skrev man fysiske breve til andre, for at få flere venner/veninder). Jeg støvsugede annoncerne for at finde nogle seje unge piger, som jeg kunne blive penneveninder med. Hvis jeg ikke kunne få en veninde IRL, så måtte det næstbedste være en penneveninde, som jeg kunne skrive til og få breve fra, tænkte jeg.

Annoncerne var som narko for mig, og jeg brugte utrolig meget tid på at læse hver eneste annonce og skrive en masse breve. Udfordringen var at mine breve skulle være så spændende som muligt, for ellers ville jeg måske ikke få et brev retur. Problemet var jo bare, at mit liv ikke var spændende, men jeg kunne heller ikke opdigte et falsk liv bare for at få  veninder. Dag ud og dag ind så jeg frem til posten og blev lykkelig, når der var bid. Det betød jo, at jeg var god nok, at mit liv ikke var kedeligt, og jeg var spændende nok til at være nogens penneveninde.

Undslap gruppepres – heldigvis

Selv om jeg ikke blev mobbet og “kun” blev holdt uden for i klassen, så var jeg som teenager aldrig udsat for gruppepres. Uanset hvor meget jeg gerne ville være en af de “seje” piger, så prøvede jeg aldrig at ændre min personlighed eller mig selv for at passe ind. Én gang prøvede jeg dog, fordi jeg pludselig fik en masse opmærksomhed af de to sejeste piger fra klassen. Det var i 8. klasse og de var cool, havde seje læderjakker, røg i timen og lavede aldrig lektier. De var ligeglade og tænkte kun på drenge, makeup og deres hår. Jeg syntes, de var ret seje, og de syntes, jeg var interessant.

Grunden til, at jeg fangede deres opmærksomhed var, at de begge havde kastet deres kærlighed på én af min storebrors gode venner. Deres mission var at pumpe så mange informationer ud af mig som muligt, så de kunne vide alt om ham. De havde en plan om at score ham, men de havde brug for viden, og den kunne jeg give dem. Jeg må indrømme, at jeg fandt det smigrende at få deres opmærksomhed, og i et splitsekund følte jeg, at nogen fra klassen ville mig. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at de kun ville have informationer og ikke mit venskab. Da jeg så blev mæt af deres opmærksomhed og var løbet tør for informationer om min brors ven, så moonwalkede jeg ud af deres lokkende greb og fravalgte dem begge.

I timerne brugte jeg en masse energi på at tænke over, hvorfor ingen af pigerne fra klassen ville være mine veninder. Hvad var der galt med mig? Var jeg anderledes? Var jeg kedelig? Var jeg grim? Frikvartererne brugte jeg på at lave lektier eller bare være  inde i klasseværelset, for hvem skulle jeg hænge med?

Endelig fik jeg veninder!

Jeg fik  først veninder i gymnasiet, og endda nogle der kunne lide mig, som den jeg var. Jeg skulle ikke gøre noget for at passe ind eller ændre ved min personlighed. De var nemme at omgås, og vi sås også uden for skoletiden. Det var første gang, jeg havde veninder med hjem, tog ud at shoppe med andre (udover min lillesøster, mor eller moster),  og vi var endda i biografen for at se en tøsefilm.

Jeg var overlykkelig over, at jeg ikke skulle bruge endnu flere år i ensomheden. Endelig havde jeg nogen, jeg kunne grine med, fortælle hemmeligheder til, shoppe og bare hygge mig med. Det betød så meget, at jeg havde dem i mit liv, og min ensomhed blev i den tid glemt og nærmest fortrængt. De så mig som en humoristisk ung kvinde, og det var skønt!

Jeg fortalte dem aldrig, at jeg havde været ensom i min barndom og teenagetid, fordi det ville betyde at der var noget “galt” med mig. Hvis jeg delte min hemmelighed med dem, vil jeg se svag og ynkelig ud, og sådan var jeg ikke udadtil.

I dag mærker jeg heldigvis ikke noget til ensomheden, og jeg kan sagtens sidde og nyde en god bog eller shoppe alene uden at føle mig som Palle alene i verden. I dag griner jeg ad min ensomhed, men kan stadig ikke forstå, at jeg ikke havde én eneste veninde. Jeg ville dog have ønsket, at jeg var ærlig om min situation, da jeg var yngre. Det er sgu helt okay at vise sine følelser, og det er ikke et svaghedstegn at tale om dem. Ja, jeg har været ensom, men det er jeg ikke længere – heldigvis.

 

 

Comments are closed.