Der er nogle, der har brug for at se os

PerkerdanskNogle har måske set Egzona og Florentina på DR3, hvor de både griner og græder, fjoller og snakker om alvorlige emner. De to søstre er dog ikke bare ude på at være tv-personligheder og få 5 minutes of fame. De vil gerne snakke om samfundets problemer og endda hjælpe udviklingen på vej. Ethniqa har mødt dem til en snak om at være ung ”som alle andre”, men samtidig opleve nogle lidt andre problematikker end den gennemsnitlige etniske dansker. 

Af Marina Steenberg Pasovski

Programmet Perkerdansk har både fået ros og kritik. De negative stemmer mener, at programmet er et tilbageskridt for integrationen, og at det bidrager til en opdeling mellem ”dem” og ”os.”

På sin blog spørger skuespilleren Fadime Turan direkte: Hvorfor helvede stiller folk op i Perkerdansk? Det kan Florentina og Egzona svare på, men som programmets seere kender hender bedst, fyrer Florentina først en joke af:”Det var dèt eller Paradise Hotel”, griner hun, før hun igen bliver alvorlig.

De to søstre forklarer, at de mener, at repræsentation af indvandrere i medierne er for begrænset. I de danske medier er det enten politijagt i Station 2, eller en der skal forsvare sin kultur og religion i Debatten, og i de amerikanske film er de mørklødede mænd kriminelle eller ”vil købe dig for 100 kameler”, som Florentina formulerer det. Hun sukker og siger med en blanding af vrede og skuffelse i stemmen, at hun snart ikke kan klare det mere. Netop dèr kan forklaringen for hendes deltagelse i Perkerdansk findes.

”Jeg gik ikke efter at være en tv-personlighed, jeg er jo ikke ligesom Sidney Lee, der går til alle auditions, han kan komme i nærheden af. En af de primære grunde til, at jeg tilmeldte mig, var fordi, min veninde fortalte mig, at der der er nogen, der har behov for at se et menneske som mig. Nogle tror, at tørklædepiger er indesluttede og undertrykte, men det er bare en fordom. De skal se en, der er tosset, men også kan finde ud af at snakke, en, der er lidt irriterende, men også er følsom. Der er et behov for at se unge indvandrere i medierne, der bare er unge”, forklarer Florentina.

Egzona nikker bekræftende:

”Mange af vores venner er som dem i programmet. Vi har venner, der er højtuddannede, venner, der slet ikke har nogen uddannelse, nogle, der er sjove, nogle, der er mere alvorlige, nogle, der er praktiserende og andre, der er ikke-praktiserende. Dem, vi omgiver os med, er sindssygt alsidige, fordi vi også selv er det. Derfor har vi ikke behov for at se progammet, men det er der nogle, der har.”

”Lad være med at græde” 

Egzona og Florentina er blot to ud af en søskendeflok på fem. Egzona er den ældste af dem alle og indenfor fem minutter, er hun allerede trådt ind i rollen som storesøster, da hun med høj klang siger til Florentina, at de skal lade være med at tale i munden på hinanden. Ingen af dem kan dog undgå at afslutte hinandens sætninger, svare for hinanden eller sige de samme ord på samme tidspunkt. I et par minutter lader Egzona endda Florentina ae hendes ene ben, indtil hun grinende skubber Florentinas hånd væk og beder hende lade være med at røre sine ruskindsbukser.

”Vi er meget tætte”, siger Florentina og tilføjer hurtigt: ”Lad være med at græde” til Egzona. De griner begge højt over referencen til en scene i Perkerdansk, hvor Egzona fælder et par stolte tårer over hendes søsters valg om at gå med tørklæde. Egzona uddyber:

”Vi har et rigtig godt forhold til hinanden på den måde, at vi virkelig kommer hinanden ved. Både på den gode og dårlige måde. Vi holder debataftener, hvor det starter med at handle om opvasken og pludselig handler om 3. verdenskrig.”

Florentina og Egzona bor relativt tæt på hinanden, så de ser hinanden hver weekend og snakker og skriver i hverdagen. I fremtiden drømmer Florentina dog om at flytte ud på landet og bo på en gård. Egzona er bare glad for, at det ikke er New York, der ender med at blive Florentinas destination.

”Jeg synes det er irriterende, men jeg støtter hende, for det er sådan det burde være – man skal finde noget, man virkelig elsker og interesserer sig for.”

Perkerdansk

Det handler om at mærke efter i maven og følge sit hjerte

Selvom Egzona og Florentina minder meget om hinanden, er det ikke let at se, at de er søskende, hvis man kun dømmer på det ydre. Det skyldes blandt andet Florentinas tørklæde, der står i kontrast til hendes søsters lange, lyse hår. Egzona har valgt ikke at bære tørklæde, fordi hun ikke mener, det er det rigtige for hende.

”Nogle gange er jeg mere praktiserende end Florentina i hverdagen, men grunden til, at jeg ikke har tørklæde er, fordi jeg mærker efter, hvor jeg er i mit liv lige nu”, siger Egzona.

På den måde mener de to søstre, at de minder meget om hinanden. De følger deres hjerter. Også selvom deres forældre ikke altid er lige enige i deres valg.

Deres mor var for eksempel ikke helt enig i Florentinas valg om at gå med tørklæde, da det hverken er en del af den albanske eller danske kultur. Alligevel valgte Florentina at gøre, hvad der føltes rigtigt for hende.

”Jeg havde da mine tvivl omkring tørklædet. Jeg har spurgt mig selv mange gange, hvad tørklædet egentlig er. Men jeg vidste, at ville jeg forbedre mig selv som helhed, måtte jeg tage tørklæde på. Den dag jeg gjorde det, var det som om en byrde forsvandt fra mine skuldre. Jeg følte mig mere komplet og magtfuld. Det var meget følelsesladet.”

Moderen endte da også med at acceptere hendes valg. ”Hun havde nogle issues med mit tørklæde, men da hun så, hvor godt det var for mig, kunne hun også se ud over sin egen næse”, siger Florentina.

Egzona forklarer, at selvom albanere er sekulære, har hun også haft perioder, hvor hun har følt et pres for at leve op til sine forældres forventninger.

”Jeg er forlovet med en kurder, og det har ikke været let fra starten af. Det er meget lettere for forældre at have at gøre med noget de kender til”, tilføjer hun.

Selvom forældrenes reaktion ikke var positiv, vidste Egzona dog bedre:

”I sidste ende betyder det noget, om parret har det godt sammen og er lykkelige. Og dagen i dag har de heldigvis indset, at det ikke er så slemt som de troede.”

Florentinas mobil lyser op. Det er en besked fra deres far, der spørger, om de er okay efter skyderiet på Østerbro. De to snakkelystne søstre fortæller med stolthed i stemmen om faderen, der som politisk flygtning måtte forlade sit elskede Albanien sammen med deres gravide mor og 1-årige Egzona.

”Vi har virkelig været heldige at have en far, der har været skarp, snakket meget med os og dannet os.” Egzona uddyber: ”Det handler ikke om at være læge eller tandlæge. De er seje, og de følger deres hjerter. De har måske ikke fået en Phd eller en direktørstilling, men de har givet os ressourcerne til, at vi kan få det. På den måde kan man ikke undgå at se op til dem.”

Se Perkerdansk her

Comments are closed.