Den vigtigste forandring er den der sker i civilbefolkningen

civilbefolkningen

Vi befinder os i 1992, og der er krig i gaderne. Jugoslavien er i opløsning, og den serbisk-dominerede hær JNA har invaderet Bosnien med en politik, hvis hovedformål er at skabe etnisk rene landområder. Med ét har den ellers fredelige hverdag for den bosniske del af landets borgere ændret sig drastisk. Massakrer, voldtægter, tortur og destruktion af ejendom er nu en reel trussel. I de næste tre år hærger krigen, og bliver den værste krig på Europæisk jord siden 2. verdenskrig. Dijana Dix Omerbasic er én af de mennesker, der måtte flygte fra hus og hjem. I dag arbejder hun med integration af flygtninge.

Af Marina Steenberg Pasovski Foto: Liv Bang

Dijana Dix Omerbasic kommer gående ned ad gangen med farvestrålende tøj og et imødekommende smil. Vi er på hendes arbejdsplads på Nørrebro, og i sand Røde Kors stil finder interviewet sted i et lokale, der udelukkende er møbleret med gamle genbrugsfund. I dag er Dijana 36 år gammel og arbejder som udviklingskonsulent på integrationsområdet for Røde Kors. Dijanas interesse for flygtninge og integration er ikke svær at få øje på, når man hører hendes historie, for Dijana har selv oplevet krig på nært hold. Imens de fleste 12-årige piger i Danmark cyklede rundt i byens gader og legede ubekymret med deres venner, var Dijanas dage fyldt med helt andre gøremål og bekymringer:

”Min far var en del af en selvforanstaltet gruppe, der forsøgte at forsvare vores bys grænser. Det gjorde man normalt på hold, hvor man var ude i fem dage og hjemme i fem dage. Når vores fædre, onkler og tanter kom hjem fra frontlinjerne, rensede vi børn kalashnikoverne og gravede skyttegrave.” 

I kampens hede blev alle Dijanas tre onkler myrdet, og de serbiske styrker udstedte en dusør på  hendes fars hoved. Da han indså, at det ikke længere kunne lade sig gøre at forsvare deres bys grænser, løb han ind i lejligheden, tog sin familie og et blåt tæppe med sig og flygtede. Samme dag faldt byen. Flugten tog cirka fem dage og startede med, at Dijana og hendes familie blev smuglet over grænsen til Ungarn i en bil og derefter videre med et tog.

”Den familie, som vi fulgtes med, blev sat af toget midt om natten, fordi de ikke havde deres pas med sig. Efter det sad vi og bed negle hver gang vi krydsede en grænse. I dag kan jeg stadig blive nervøs når mit pas bliver tjekket, for det sidder bare i mig, at man kan blive afvist. Engang da jeg skulle på studietur blev hele hele min klasse gennet ud af bussen midt om natten, fordi grænsevagterne ikke havde set et fremmedpas før. Efter reglerne måtte jeg rejse ud af landet én gang om året, men jeg var stadig vildt nervøs!”

På et tidspunkt under flugten steg Dijana og resten af hendes familie på en færge, som sejlede dem til Danmark. Da de steg ud, var det tidlig morgen, og de blev mødt af den danske vinters bidende kulde, et stort antal politibetjente og busser, der stræk sig så langt øjet rækker. Uden nogen forklaring skulle de ind i de holdende busser og et mindre kaos opstod blandt både børn og voksne:

”Vi var på vej til Sandholm, hvor vi skulle registreres, men det anede vi ikke. Da bussen kørte ind ad indkørslen så vi pigtrådshegnet, og de voksne begyndte at græde og skrige og forsøge at vælte bussen. De troede, at vi var ved at blive kørt ind i en koncentrationslejr, og de var utroligt bange. Det var en skrækkelig oplevelse, for de voksnes panik smittede helt vildt.”

De første mange, mange år hvor jeg fortalte folk, om hvad der var sket, reagerede de altid sådan: ’ej hvor er det vildt, at du har oplevet det!’ og jeg tænkte bare nå, er det det? Jeg tænkte, at sådan var det bare. Der var jo også nogle danskere, der oplevede forfærdelige ting – der er altid nogle, der har det værre. Men jo ældre jeg bliver, og jo mere jeg føler mig i harmoni med Danmark og danskerne, jo mere begynder jeg at acceptere, at det faktisk var ret vanvittigt at flygte fra en krig og forlade et land i ruiner. Mange af os, der var børn dengang, har klaret os godt i forhold til uddannelse og integration i Danmark, men en stor del af vores forældre er på førtidspension både på grund af sygdom og traumer. Krig og flugt er en voldsom oplevelse.” 

civilbefolkningen

Købt eller solgt

I Danmark blev Dijana og hendes familie indkvarteret på en asylbåd kaldet Flotel Europa, hvor de boede sammen med godt tusind andre bosniere og få somaliere. Efter et halvt år blev de igen flyttet til et asylcenter på Østerbro, uden mulighed for at vide, hvor lang tid, de skulle være der.

”Det første stykke tid blev brugt som en form for gruppeterapi uden en terapeut, man havde hele tiden behov for at fortælle sin historie,  men efter noget tid var man klar til at komme videre. Man ville bare gerne have vished, om det så betød at man skulle blive i Danmark eller ej, så kunne man tage den derfra. Folk blev temmelig apatiske af at sidde og trille tommelfingre i fire år, og ikke vide om man var købt eller solgt.” forklarer Dijana.

Integration er altid et af de store emner, der debatteres og snakkes om i TV, i Folketinget, i hjemmets stuer og til utallige arrangementer rundt omkring i det danske land. Selvom politikerne ikke altid er enige om hvordan integrationen skal udføres, er de fleste dog enige om, at der skal lægges energi og arbejde i at få de nye borgere integreret. I 90’erne havde regeringen dog ikke regnet med, at de bosniske flygtninge ville blive i Danmark længe. Derfor blev de ikke tilbudt dansk undervisning, og de fik ikke lov til at gå i skole eller søge arbejde. Der var dog nogle Røde Kors medarbejdere, der forsøgte at hjælpe:      

”Jeg kan tydeligt huske, at vi blev samlet i fælleslokaler, hvor de demonstrerede hvordan man tændte for en støvsuger og skruede volumen op på en cd-afspiller. Det havde de nemlig haft behov for med nogle af de afrikanske flygtninge, der kom fra hjem uden elektronik. Vi troede bare det var en slags revy, de lavede for os, så vi grinede og spillede chokerede. De var velmenende, men de anede ikke hvad konflikten handlede om, hvor landet lå eller hvilken slags mennesker vi var. På flere måder kunne man mærke på Danmark, at de ikke var forberedt på antallet af flygtninge.”

På det nye asylcenter kunne man heller ikke påstå, at naboerne bød de nye flygtninge velkommen med åbne arme. Der blev kastet med æg, og nogle af de voksne fortalte deres børn, at de ikke måtte tale eller lege med dem fra flygtningecenteret. Engang imellem oplevede Dijana endda, at der blev kastet brosten med påklistrede sedler gennem glaspartiet, og selvom hun ikke forstod dansk, var der ikke nogen tvivl om meningen, når hun så beskederne med Nazi-tegn og hagekors.

”Det var svært at føle sig velkommen, men nu kom jeg jo fra en borgerkrig, og mine forældre havde igen og igen fortalt mig, at det ikke var alle serbere der var onde, det var ikke alle kroatere der var onde, det var ikke alle bosniere der var onde, og det havde jeg i baghovedet. Jeg vidste, at det ikke var alle danskere, der kunne finde på at kaste med brosten eller forbyde deres børn at tale med flygtninge.”

Da samtalen drejer sig ind i nutiden, spørger jeg Dijana om hun mener, at Danmark har udviklet sig, når det kommer til flygtninge og deres integration i det danske samfund. Hun kløjes lidt over ordene, inden hun beslutter sig for et svar.

”Ja.. det tror jeg. Den vigtigste forandring er jo den, der sker i civilbefolkningen. Hvis man skal råbe et ministerium eller en udlændingestyrelse op, så er det vigtigt, at have befolkningen bag sig. Vi kan se det med Marius. (en afrikansk flygtning, der blev udvist af Danmark, fordi han arbejdede mere end reglerne tillader, for at kunne finansiere sine ingeniørstudier. Red) Eftersom han havde et netværk og en masse folk, der bakkede ham op, lykkedes det at få medierne og politikernes opmærksomhed. Og det er jo fedt, men der er mange andre, hvor det ikke sker – de ryger bare ud af landet, og vi hører aldrig om det. Derfor synes jeg, det er godt at se, at civilbefolkningen siger vi vil gerne de her nye danskere’.”

Intet bliver som før

I slutningen af 1995 blev en fredsaftale mellem de kæmpende parter underskrevet, og genopbygningsarbejdet af landet begyndte så småt. Nogle bosniere tog imod tilbuddet om at købe deres gamle lejligheder og vende tilbage til deres hjemland. Dijanas familie købte også deres lejlighed tilbage, men efter diskussioner frem og tilbage blev de alle enige om at blive boende i Danmark.

”Vi kunne slet ikke forestille os at tage tilbage, for vi vidste, at intet ville være som før. Der var kun en skal tilbage, det yderste lag, som rent fysisk kunne genopbygges, men som aldrig ville blive det samme indvendigt. Man kunne skyde en masse penge i projektet og gøre byen endnu pænere, men man kunne ikke genskabe det civilsamfund og det sammenhold, som der var før krigen.”

Dijanas stemme ryster en anelse, da snakken falder på dette område, men hun fortsætter:

”Et land kan altid genopbygges, men man kan ikke vække folk til live.”

Efter fire år i Danmark fik Dijana og hendes familie endelig mulighed for at flytte ud i den virkelige verden og begynde deres nye liv. Med den begrænsede mængde penge de fik fra staten, lå det lige til højrebenet at flytte ind i et boligbyggeri ved Brøndby Strand, som langt de fleste af asylcenterets beboere fik mulighed for – og tog imod. Dijanas forældre valgte dog noget andet. ”Mine forældre besluttede sig for, at vi skulle flytte til Herfølge. Of all places”, siger Dijana og placerer sit ansigt i en grimasse, der tydeligt viser hendes 16-årige jegs reaktion på forældrenes valg.

”Jeg var pisse sur over det og fattede slet ikke deres valg. Mine forældre fablede om, at min lillebror og jeg skulle integreres, have de bedste muligheder i livet og så videre, så videre. Det giver mening nu, men dengang var det ikke vanvittigt sjovt at – endnu engang – blive revet væk fra den verden, man er vant til og de mennesker, man er blevet venner med. Jeg blev også kun i Herfølge i et år, og så flyttede jeg ind hos min faster i Mjølnerparken. Der var ikke noget galt med Herfølge, men mine venner var – og er den dag i dag – min udvidede familie. Dem skulle jeg altså tilbage til.”

civilbefolkningen

Rødgrød med Karim

Da kalenderen viste september begyndte flygtningekrisen anno 2015. Mænd og kvinder kom gående langs de danske landeveje med både børn og tasker på armene. En dansk mand blev fotograferet på en motorvejsbro, imens han spyttede ned på grupper af flygtninge. Ukendte gerningsmænd forsøgte at sætte ild til asylcentre rundt omkring i landet, og et billede af et lille druknet syrisk flygtningebarn på Grækenlands kyst sendte chokbølger gennem befolkningen. Hos regeringen og i medierne kunne man aflæse en voksende vrede og frygt omkring situationen, men på samme tid så man et modsvar fra civilsamfundet med opblomstringen af Venligboerne og lignende grupper. Hos nødhjælpsorganisationerne blev telefonerne kimet ned, og Dijana og hendes kollegaer i Røde Kors kunne ikke undgå at lægge mærke til det spirende ønske om at hjælpe, hvor man kunne.

Sammen med kollegaerne fik Dijanas afdeling lavet en database over frivillige, og fik stablet nogle arrangementer på benene. Én af dem er venskabsfamilier, hvor flygtninge matches med danskere, for at sørge for, at de nyankommne får snakket dansk og ikke bliver isolerede. Lidt ligesom en datingservice, siger Dijana med et smil på læben. Et andet arrangement kalder de rødgrød med Karim, et ordspil der henviser til det velkendte spørgsmål ’kan du udtale rødgrød med fløde?’ og at Karim både er et almindeligt arabisk navn og det arabiske ord for fløde.

Samme dag som Ethniqa møder Dijana, skal hun netop stå for et sådant arrangement i et område af Frederiksberg, hvor der i følge hende ’ikke sker en skid’. Det skal der laves om på.

”Vi laver 3 middage med de samme mennesker med henblik på, at danskerne og flygtningene kan lære hinanden at kende og forhåbentlig holde kontakten bagefter. Mad og uformelt samvær kan rigtig meget, og folk er generelt vildt glade for at være med. For nogle danskere er det meget naturligt og for nogen er det lidt af en udfordring, men det er så fedt at se, at folk tør udfordre sig selv og åbne op for deres formentlig meget hvide omgangskreds og lukke nogle andre ind.”

At arbejde som konsulent for Røde kors med flygtninge, har været et naturligt valg for Dijana, og for hende giver det god mening.

”Med det her job synes jeg på en måde, at cirklen er sluttet. Det asylcenter, som vi boede på i næsten 4 år, var drevet af Røde Kors, og fordi jeg talte engelsk, spurgte de voksne om jeg ville være ungdomsrepræsentant. Det ville jeg gerne, og så fik jeg lov til at sørge for, at vi unge kom i biografen, ud at spille paintball og alt sådan noget. Røde Kors efterlod virkelig et godt indtryk hos mig, og det har helt klart præget min vej gennem uddannelse og mit valg af karriere. Nu hvor jeg er her føler jeg, at jeg er kommet hjem. Og det er jo en helt fantastisk følelse at have omkring sit arbejde.”, siger Dijana afslutningsvis.

 

Comments are closed.