Den dag vi mistede vores baby

baby

Kærlighed er en finurlig ting, der ikke altid kan forklares. Man vælger ikke altid hvad eller hvem, man kaster sin kærlighed over. Men kærligheden til et barn er en af de ting jeg håber at jeg en dag vil opleve. Derfor sprang mit hjerte af glæde, da jeg stod med en positiv graviditetstest i slutningen af 2015. Jeg sprang forsigtigt ind i det nye år med en lille hemmelighed i maven, og kunne næsten ikke vente med at fortælle hele verden om min lille guldklump. Hvad jeg ikke vidste var at jeg vil kort tid efter ville miste mit barn. 

Af Ayan Mouhoumed foto Alexander Holte Zehntner & privat

Jeg havde smerter i lænden og maven, så snart jeg kom hjem fra middag hos svigerfamilien. Smerten blev værre og værre på grænsen til det ulidelige. Jeg havde haft kvalme tidligere på aftenen og var ikke særlig sulten. Nu gik jeg hvileløst rundt i lejligheden med tårer i øjnene og en ubehagelig fornemmelse indeni. Jeg havde aldrig oplevet sådan en smerte før, men håbede at smerten ville gå over inden sengetid.

En slagtet ged

Jeg tvang mig selv i seng, men fik ikke lukket et øje. Jeg lå og drejede hele natten med vedvarende smerter. Jeg stod op et par gange i et forsøg på, at “gå smerten væk”, som jeg plejer at gøre, når jeg har menstruationssmerter. Det hjalp desværre ikke, så jeg besluttede mig for at prøve at sove. Jeg lå bekymret i sengen og kunne ikke lade være med at bede en lille bøn. Jeg bad Gud om at passe på min lille 11 uger gamle baby, mens jeg inderligt håbede på bedring, når jeg vågnede næste morgen.

Klokken 5:30 vågnede jeg med et sæt som ved et mareridt. Min krop var sløv og mine smerter var der stadig. Jeg løftede dynen og kunne se at hele min underdel var dækket af blod, som om en ged var blevet slagtet på min side af sengen. Chokeret skreg jeg, og vækkede min mand. Med iskolde fødder og hamrende hjerte løb jeg som en gazelle ud på toilettet og satte mig instinktivt på kummen. “Plump” lød det og jeg så et lille rødt foster nede i toilettet. Vores baby var væk for altid.

Jeg har tabt barnet

Min mand løb forvirret ud til mig på badeværelset og fandt mig på kummen, forvirret og i chok. Mine tårer løb ned ad mine kinder. Jeg indså i dette øjeblik, at vi havde mistet vores baby, vores livs kærlighed.

“Jeg har tabt barnet…jeg har tabt barnet”  fremstammede jeg igen og igen, mens min mand holdt om mig. Jeg kunne høre ham græde, og lige der brød vores verden sammen.

Jeg stillede mig modvilligt under bruseren for, at vaske blodet af mig og fik en ud af kroppen-følelse, hvor jeg så hele den ulykkelige situationen fra oven. Men det var desværre ikke et mareridt, det var vores virkelighed nu og her. Min hjerne kunne ikke overskue situationen, og mit hjerte ville heller ikke helt acceptere det.

Lammet hos lægen

“Jeg kan bekræfte, at du har oplevet en spontan abort,” ordene var min læges og jeg var ude af mig selv.

Igen ville min hjerne og mit hjerte ikke samarbejde, men legede med mine følelser. Min hjerne vidste godt, at barnet ikke var der længere, men mit hjerte håbede alligevel inderligt, at det ikke var sandt. Det håbede at lægen på mirakuløs vis ville fortælle, at det hele bare var en ond drøm og der stadig voksede en lille baby inde i mig.

Men lægens ord rev mig tilbage til virkeligheden. Det var virkelig sket, og ikke bare noget jeg havde bildt mig ind. Lammet af mine følelser brød jeg endnu en gang grædende sammen.

Drømmen bristede

Min mand og jeg havde lige taget runden hos familie og venner, og vores lille hemmelighed var kommet ud af posen. Det var næsten euforisk at mærke deres glæde og begejstring, og vi svævede begge på en lyserød sky. Det var en stor lettelse, at fortælle dem om vores lille guldklump. Især glæden i min mors øjne husker jeg som ubeskrivelig. Til sommer ville hendes ældste datter selv blive mor til en lille dreng eller pige.

Ligesom jeg med begejstring i stemmen fortalte min mor om graviditeten, var min stemme knækket af sorg, da jeg grædefærdigt ringede for at fortælle hende den triste nyhed. Tanken om at ringe rundt til familie og venner var ikke til at bære, og vi vidste ikke hvordan vi skulle fortælle dem det. Vi vidste bare at det måtte gøres, men selv i dag er der nogle af vores nærmeste, der ikke er klar over at vi var gravide og at vi d. 9. februar 2016 blev udsat for en spontan abort

1e80fb17-44c9-4bf2-a689-84edd1e64369

Tankerne fløj

I dagene efter den spontane abort havde jeg et enormt behov for at være alene med min mand og vores tanker. Tankerne snurrede i hovedet på mig, på os. Hvorfor havde vi tabt vores barn? Hvorfor os, hvorfor mig? Hvordan kom vi over dette? Er det meningen, at man skal komme over det? Det var jo ikke et barn, men et lillebitte foster, men vi havde hurtigt knyttet et bånd til det og var fyldt op med kærlighed.

Jeg gennemlevede en masse situationer oppe i hovedet for at prøve at finde en forklaring på hændelsen. Havde jeg måske løbet for hurtigt efter bussen? Båret rundt på en masse tungt eller hoppet for meget? Et af spørgsmålene, der blev ved med at trænge sig på, var: “Er det min skyld?” Havde jeg måske drukket for meget kaffe? Skulle jeg havde stoppet med, at ryge vandpibe tidligere? Var jeg for usund? Var jeg skyld i at vi havde mistet vores barn, fordi jeg var fucking dum?

Mit hjem blev mit fort

Jeg ville bare være alene på sofaen med uglet hår iført pyjamas. Jeg var ligeglad med alt og alle. Telefonen var sat på lydløs og snotpapiret havde invaderet stuen. Jeg gennemlevede den frygtelige aften en million gange. Min mand var også traumatiseret, men satte sine følelser på hold og passede på mig.

I flere dage sad vi bare og stirrede ud i luften uden at sige et ord til hinanden, da min telefon brummede og en SMS tikkede ind. Det var en påmindelse om det første møde med jordemoderen. Det virkede som endnu et hårdt slag i mellemgulvet. Jordemoderen havde åbenbart ikke fået besked fra min læge eller Rigshospitalet, og havde bare sendt en automatisk påmindelses-SMS. Systemet havde desværre fejlet og gjort mig endnu mere ked af det. Det fik mig til at gå endnu mere ind i mig selv og ude af stand til andet end at lægge mig i fosterstilling i den samme seng, der få dage tidligere var dækket af blod.

Hva’ så nu?

I dag ved jeg udmærket godt, at jeg ikke er den eneste kvinde i verden eller Danmark, der har oplevet en spontan abort. Men i øjeblikket følte jeg, at jeg var den eneste i verden, der vidste hvordan jeg havde det inderst inde. Hvordan skulle mit hjerte nogensinde hele? Hvordan og hvornår blev jeg mig selv igen? Jeg havde så mange spørgsmål, men ingen svar.

Det værste var at både min læge, personalet på Rigshospitalet og min familie sagde at det vi havde oplevet var meget normalt. Med usikkerhed i deres stemmer prøvede de på hver deres måde at trøste mig, og fortælle at  mange kvinder havde været i mine sko. Jeg var ikke speciel eller enestående. En spontan abort er kroppens naturlige måde at skille sig af med et skadet foster på, fortalte de.

Jeg ved ikke hvornår jeg kommer mig over tabet eller hvornår min mand og jeg igen bliver velsignet med en graviditet. Jeg håber og beder til at vi ikke gennemgår dette igen, og selvom mine nærmeste siger at jeg skal slappe af og give min krop tid, så kan jeg ikke helt slippe min oplevelse. For hvad skal jeg gøre næste gang jeg bliver gravid? Skal jeg være ekstra forsigtig?

Jeg tager én dag ad gangen og prøver at være positiv, men tårerne titter stadig frem, når jeg lader mine tanker vandre. Jeg får stadig et lille stik i maven, når jeg ser en gravid kvinde og bliver stadig ked af det, når jeg tænker på min termin. Min termin ville have været samme dag som vores bryllupsdag.

Jeg er ikke jaloux på gravide kvinder eller kvinder med børn, for jeg håber at jeg selv en dag får mulighed for at blive mor. Tiden var åbenbart ikke inde nu, men inderst inde ved jeg, at tiden snart kommer.

Comments are closed.