DE TOG MIN BARNDOM

social kontrol17-årige Abdi taler med tristhed i stemmen, når han fortæller om de år, han boede i Kenya med en familie, han ikke kendte. Hos familien blev han opdraget til at blive et perfekt menneske med tæsk, tvang og isolation.  Han fortæller også om, hvordan den danske ambassade ikke ville hjælpe ham og om hans familie, som han følte svigtede ham. Familien havde efterladt ham alene i et fremmed land.

Af Ayan Mouhoumed Foto: Veronica Cruz del Valle

EFTERLOD MIG HOS EN FUCKED UP FAMILIE

– Hvis ikke jeg lavede mine lektier, vaskede op eller vaskede tøj i hånden, fik jeg tæsk. Sådan var det bare. Det var en svær periode, hvor jeg følte mig magtesløs og bare tænkte: “Hvem er du til at slå mig. Du er ikke min far eller mor”, siger Abdi spørgende og fortsætter:

– De tog mit pas fra mig, og det gjorde mig skør. De tog min barndom fra mig og mit danske liv, fortæller Abdi, der boede i Kenya i over fem år mod sin vilje.

Da danskfødte Abdi med somaliske rødder sad i flyet mod Kenya i 2003 med sine forældre, troede han blot, at de skulle besøge nogle af familiens venner. Det var ikke nogen, han kendte på forhånd. Mens de var på ferie i Kenya, boede de hos en somalisk-kenyansk familie.  Abdi havde dog aldrig forestillet sig, at han skulle blive boende hos familien i en årrække.

– En dag tog min far mig med til en butik, hvor man køber skoleuniformer. Den indiske syerske tog mål af mine ben og arme og syede derefter mit navn på brystet af jakken.  Jeg tænkte faktisk ikke så meget over det i øjeblikket, indrømmer Abdi.

– Dagen efter befandt jeg mig på et skolekontor sammen med min far og manden, jeg endte med at bo hos. De talte kort med skolens rektor om hvilken klasse, jeg skulle begynde i. Efter tre dage smuttede min mor og far tilbage til Danmark. De efterlod mig hos en familie, som jeg ikke kendte. På det tidspunkt følte jeg mig klam, uvelkommen og anderledes, forklarer Abdi, der var syv år dengang.

Da Abdis far kom tilbage til Danmark, ringede han til sin søn med en forklaring om, at han havde arbejde i Danmark, hvilket var grunden til, at han måtte forlade Abdi i Kenya.

– Som 7-årig troede jeg på min far. Jeg så ham imidlertid først igen et år senere. Alt i alt så jeg min far tre til fire dage om året, mens jeg boede hos familien. Min mor så jeg derimod overhovedet ikke, fortæller han.

Min dag startede klokken fire om morgenen

Mens Abdi boede hos familien blev reglerne trukket ned over hovedet på ham. Selvom han til tider gjorde oprør, måtte han makke ret til sidst.

– Hver dag vågnede jeg klokken fire for at tage til koranskole, hvorefter jeg kom hjem og gik i almindelig skole. Jeg var først hjemme fra skole ved 18-tiden, og så stod den på endnu mere koranskole. Jeg var hjemme igen klokken 20, hvor jeg så skulle lave lektier inden sengetid. Hele dagen i gennem blev vi kontrolleret. Det blev tjekket, om vores negle var for lange, om skoene var pudset ordentligt, om vores slips sad rigtigt og om vores skoleuniform var ren eller ej.

– Børn må gerne lave fejl, have det sjovt og lege. De skal opbygge en god psykisk og social tilstand, og de skal have lov til at rette op på tingene. Det måtte jeg ikke. Jeg måtte aldrig lave noget forkert. De prøvede på at forvandle mig til den perfekte person, men det blev jeg aldrig. Det hele handlede om uddannelse og om at være familiens forbillede udadtil. Når man gik uden for hjemmets fire vægge, repræsenterede man familien.

Abdi boede i et hjem, hvor der var to drenge og ni piger inklusiv to voksne. Hverdagen i Kenya var anderledes end hverdagen i Danmark. Det var hårdt for den lille knægt, der ikke rigtig kunne følge med i skolen, og som ikke havde nogen at støtte sig til.

– Jeg kunne ikke leve sådan her. Jeg var jo vant til at sove ved 19-tiden hjemme i Danmark. I Kenya måtte jeg leve med fem timers søvn, læse, studere og huske hele dagen. Det var en skræmmende kultur at være en del af, og jeg følte, at det var umenneskeligt at leve sådan.

Det eneste, der kunne trøste Abdi var telefonsamtalerne med storesøsteren, der indimellem ringede fra Danmark.

– Hun prøvede at få mig hjem igen, og var den eneste, der kæmpede for mig, forklarer han.

social kontrolFOR DIT EGET BEDSTE

De gange Abdis far kom på besøg i Kenya, blev han ikke mødt af en Abdi, der strålede af glæde. I stedet blev han mødt af en søn, der ikke forstod, hvorfor han ikke måtte komme hjem igen.

– Jeg var sur på ham og hilste dårligt nok på ham. Med det samme spurgte jeg, om jeg måtte tage med tilbage til Danmark, men min far forstod det ikke og sagde, at det var for mit eget bedste, fortæller Abdi med en smule bitterhed i stemmen.

– Hvorfor er det for mit eget bedste at blive tæsket, hvis jeg ikke makker ret? Hvordan kan det være for mit eget bedste, at bo sammen med 11 børn jeg ikke kendte? Min fars respons var, at jeg var en lille dreng, og at jeg skulle gøre, hvad der blev sagt. Jeg skulle være den perfekte dreng, vokse op og blive læge og have styr på mit liv.

Men hvorfor lige Abdi? Hvorfor skulle han bruge en del af sin barndom i Kenya hos en familie, han ikke kendte på forhånd?

– Jeg er den yngste af mine søskende, der alle sammen har været ballademagere i mine forældres øjne. De tog i byen og festede en del, hvilket er det værste, man kan gøre som somalier, ifølge mine forældre. De ville ikke have, at jeg skulle ende som dem, og derfor blev jeg sendt til Kenya, siger Abdi.

En dag bliver det for meget for Abdi, og han stikker af. Med cirka 50 kroner på lommen tager han bussen fra den ene ende af byen til den anden, og ender ved den danske ambassade.

– De vidste jo ikke, om jeg rent faktisk var dansk statsborger. Jeg kunne ikke dokumentere noget, da jeg ikke havde mit pas på mig, og jeg havde glemt at tale dansk. På en eller anden måde endte jeg tilbage hos familien, der gav mig bind for øjnene og slog mig i 40 minutter med en pind.

TILBAGE I DANMARK

Som 12-årig får Abdi lov til at komme hjem til Danmark igen, da han får mulighed for at vende hjem til familien.

– Jeg havde så mange tanker i hovedet. Jeg tænkte på, at jeg nu var fri. Jeg kunne gøre, hvad jeg ville, uden nogen kunne gøre mig noget. Det var som om, jeg havde fået mine vinger tilbage. I Kenya var der ingen retfærdighed eller lighed.

Mødet med friheden var bestemt en stor glæde, men mødet med sin familie var alt andet end glædeligt.

– Jeg kunne ikke engang kigge på min mor. Jeg så på begge mine forældre med væmmelse, og undrede mig især over, hvor min mor havde været. Hun græd, da jeg kom hjem og for hvilken grund? Hun kom aldrig og besøgte mig, og jeg så hende ikke som min mor på det tidspunkt.

Forholdet til hans søskende var heller ikke god.

– Vi var som fremmede overfor hinanden. Det eneste vi havde, der bandt os sammen, var vores blod. Den eneste jeg ville have noget med at gøre var min søster, der havde været der for mig, mens jeg var i Kenya. Alle de andre var jeg ligeglad med.

DU SKAL VÆRE LÆGE

Som tiden går, og Abdi passer sin skolegang, begynder hans forældre at stille store krav til hans uddannelse.

– Mine forældre vil gerne have, at jeg bliver læge. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg vil ikke skuffe dem, selvom jeg ikke vil være læge, siger Abdi, der snart starter i 3.G.

– Jeg bliver kun læge for deres skyld, men jeg regner ikke med at bruge uddannelsen. Mine forældre tror, at en læge altid kan få arbejde.

Abdi forstår godt vigtigheden i at tage en uddannelse.

– Jeg drømmer faktisk om at blive advokat og arbejde med børns rettigheder, fortæller han, mens han forklarer, hvorfor han ikke vil skuffe sine forældre.

– Jeg går ikke i byen, men bliver hellere hjemme og læser. Jeg vil gøre mit bedste, så jeg senere hen kan nyde livet. Jeg læser så meget som muligt og består alle de eksamener, jeg kan. Selvom jeg er sur på mine forældre, vil jeg helst ikke miste dem. De er de eneste, jeg kan falde tilbage på, hvis der sker mig noget. Selvom jeg mener, at de var fucked up i den periode, så handler det om at få et smil på deres ansigt. Deres smil er meget værd for mig.

Så snart Abdi bliver myndig, vil han flytte ud af familiens hjem. Han drømmer om at flytte til udlandet.

– Jeg flytter ud som noget af det første og vil ikke længere bo i Danmark. Jeg vil gerne til et land, hvor jeg ikke kender nogen. Starte et nyt liv, hvor jeg ikke hele tiden bliver mindet om, hvad jeg burde gøre og ikke burde gøre. Jeg vil starte forfra, fortæller han.

Hvert år sendes børn som Abdi på såkaldte genopdragelsesrejser til udlandet. Ifølge Etnisk Konsulentteam, der er en del af Center for forebyggelse og Rådgivning, og hører under Socialforvaltningen på Københavns kommune, findes der ingen officielle tal på, hvor mange unge, der bliver sent på genopdragelsesrejser.

Etnisk Konsulentteam, der blandt andet også arbejder med social kontrol, har i 2013 haft syv sager om genopdragelsesrejser. De fire af dem, der blev sendt på genopdragelse var mellem 15 og 17 år og ligeligt fordelt på drenge og piger.  Abdi var kun syv år, da han blev sendt til Kenya for at blive et perfekt menneske, set med sine forældres øjne.

Frygter du at din familie vil sende dig på genopdragelse i udlandet, og har du brug for rådgivning, kan du kontakte Udenrigsministeriets globale vagtcenter, som har døgnåbent, på tlf.: 33 92 11 12 eller læs mere her 

På grund af anonymitet har Ethniqa Magazine valgt at kalde vores interviewperson Abdi. Navnet er redaktionen bekendt, og billederne til artiklen er rekonstruktioner.

Eftersom Abdi har betinget sig anonymitet, har det ikke været muligt at efterprøve hans oplysninger hos andre kilder.

 

 

Comments are closed.