Ansigt til ansigt med ondskab og tortur

Ahlam Chemlali

Ahlam Chemlali lever på sin vis som enhver anden ung kvinde med bopæl på Nørrebro og hyppige cafébesøg med veninderne. Men når andre begiver sig afsted mod deres arbejdsplads tidligt om morgenen, så boarder Ahlam et fly velvidende om, at hun snart befinder sig i et land, der er langt fra charterturisternes drømmedestination. Her møder hun mennesker, der har haft eller stadig har tortur, vold og ekstrem fattigdom helt tæt på.

Af Marina Steenberg Pasovski Foto: Alexander Holte Zehntner

Ahlam har altid vidst, at hun ikke hører til på en traditionel arbejdsplads, hvor arbejdsdagene flyder ud i et i lyset fra computerskærmen. I stedet udlever hun drømmen om at rejse fra det ene kontinent til det andet i et forsøg på, at hjælpe mennesker i nød. Ahlam arbejder til daglig som programleder for DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur, og næsten hver måned forlader hun de velkendte og trygge omgivelser i Danmark for at tage på mission i forsøget på at belyse og forebygge tortur og organiseret vold.

Når Ahlam er ude at rejse har hun mange forskellige arbejdsopgaver. Hun møder lokale partnere, ministre og forskere, men også tidligere tortur- og voldsofre.

“Det kan være svært, når en voksen mand sidder og fortæller hvad han og hans familie har været udsat for. Nogle tager trøjen af, og viser hvor de er blevet hængt eller slået eller også viser de arrene fra da de blev skåret op. Der er også seksuel tortur, men det er et meget sensitivt emne, især for mænd der lever i de her konservative og patriarkalske samfund. Det er underrapporteret, men for nogle er det vigtigt at få det fortalt for at få deres historier ud til omverdenen.”

Ahlam balancerer på en knivsæg, når hun lytter til disse ekstremt personlige og følsomme historier, for det er vigtigt, at hun reagerer på ordene, men samtidig er hun nødt til agere professionelt og ikke bryde sammen foran ofrene. Derfor har hun fundet en metode, hvorved hun kan håndtere de barske historier og mødet med mennesker, der i den grad har oplevet grusom, traumatiserende og dehumaniserende behandling.

“Det jeg gør er, at jeg skriver det ned, når jeg kommer tilbage til mit værelse. Følelser, tanker, frustrationer og den afmagt jeg har følt i løbet af dagene. Ellers ophobes det bare. Så jeg skriver enormt meget. Man kan blive meget hårdhudet i den her branche, når man ser brutale billeder, torturteknikker og hører voldsomme historier. Det sætter sine spor, så man kan hurtigt blive kynisk og distanceret fra virkeligheden. Det skal man passe på med.”

Ahlam reflekterer og forklarer, at hun altid har set sig selv som værende mere hårdhudet end de fleste og nysgerrig på mørket i de mennesker, der får sig selv til at torturere andre.

“Det er en fascination af mennesket. Hvad kan få et menneske til at gå så vidt. Men også at lave noget, der på en eller anden måde kan hjælpe andre og belyse underbelyste situationer.”

Ahlam Chemlali

Jeg er ikke bange

Ahlam ved at de missioner hun tager på kan have konsekvenser, og at nogle steder er mere farlige end andre. Nogle af de steder hun rejser til er konflikt og post-konflikt-områder, samt lande der defineres som lav-intensitetskonflikter. Det er bl.a. lande som Sydafrika, Uganda, Kenya og Liberia, hvor vold, våben og alarmerende høje mordrater er en naturlig del af tilværelsen. De fleste af de lande, som hun besøger på missioner befinder sig i kategorien ’high-medium risk countries’, hvilket er en international sikkerhedsvurdering af landet, der bl.a. understreger risikoen for kidnapning.

I 2013 befandt Ahlam sig på mission i Libyens næststørste by Benghazi. Libyen er den dag i dag stadig i alvorlig konflikt efter Gadaffis regime faldt for hænderne af lokale oprørere og en international koalition. Her var Ahlam vidne til en episode, der let kunne have fået fatale konsekvenser.

“Jeg var lige gået ud fra mit hotel, og kunne så høre, at der blev skudt helt voldsomt ikke langt derfra. Da jeg så kom tilbage til mit hotel var det skudt fuldstændigt sammen og tungt bevæbnede militsmedlemmer barrikaderede indgangen.”

Hotellet var ellers kendt som et af de sikreste steder i byen, men det var blevet mål for militser, da der netop var blevet afholdt en konference med en masse udenlandske diplomater.

“Det var heldigt, at jeg lige var gået ud for at købe lidt mad,” konstaterer Ahlam med alvorlig mine.

På trods af voldsomme oplevelser som denne, så er Ahlam ikke bange. Hendes arbejde er simpelthen for vigtigt til at hun vil lade frygten tage over.

“Det er ikke nok for mig at sidde i Danmark og læse om fattigdom og vold. Jeg vil sætte ansigt på det hele og se de virkelige skæbner og historier, så de ikke bare bliver tal på et papir”, forklarer Ahlam om det helt fundamentale behov for at tage på missioner. Efter at have oplevet angreb som det i Benghazi ville mange formentlig holde sig væk fra landet, men allerede en måned senere var Ahlam tilbage i Libyen, hvor faren stirrede hende blindt i øjnene, når militser kørte rundt i gaderne i Toyota pickup trucks med fastmonterede 14,5 mm. KPV maskingeværer og hev folk til side på må og få.

“Man ved, at man befinder sig i et område med krig og konstant uforudsigelighed, men man ved også at det er netop den virkelighed, som dem man taler med, lever i. Jeg kan læse 100 artikler og en masse bøger, men det kan aldrig hamle op med, når man med sin egen krop, øjne og sanser oplever hvordan det ser ud og hvad der foregår.”

I stedet for at spekulere for meget i hvad-nu-hvis situationer, forsøger Ahlam at fokusere på de logistiske ting, der skal gøres og opgaver, der skal gennemføres.

“Først når jeg kommer hjem tænker jeg rigtigt over, at det var heldigt, jeg ikke lige var der, for jeg har jo familie, og jeg vil ikke risikere mit liv eller at de skal få sådan en nyhed.”

Ahlam Chemlali

Det er ikke kun mig, der hjælper dem

Da jeg spørger Ahlam, om hun kan nævne en af de historier, som har gjort størst indtryk på hende, kigger hun op i loftet og tager sig god tid.

“Det er et svært spørgsmål”, siger hun. De historier, der virkelig inspirerer Ahlam kommer fra mennesker, der har oplevet traumer på egen krop, men alligevel formår at rejse sig og hjælpe andre videre i tilværelsen. Hun fremhæver en liberiansk kollega ved navn Seidu Swaray. Han befandt sig i Liberia, da borgerkrigen brød ud i 1989, hvor han oplevede naboer og venner dræbe hinanden. Selv mistede han adskillige medlemmer af sin egen familie og venner. Det var en blodig og brutal borgerkrig, hvor mere end 200.000 liberianere mistede livet og over 1 mio. mennesker blev fordrevet til flygtningelejre i nabolandene. Swaray flygtede til Guinea og boede i en flygtningelejr, hvor han uddannede sig som rådgiver. Han vendte tilbage til Liberia ved borgerkrigens officielle afslutning i 1997, hvor han var med til at grundlægge LAPS – Liberia Association of Psychosocial Services – som han i dag er direktør for.

“LAPS laver et fantastisk arbejde, blandt andet rehabilitering og healing af krigstraumer og torturofre samt en masse fredsskabende aktiviteter i de krigshærgede og splittede lokalsamfund som borgerkrigen efterlod”, uddyber Ahlam. ”Da ebola hærgede landet sidste år og resulterede i tusindvis af dødsfald, stod Swaray og LAPS igen klar med hjælp til pårørende og ofre. Klar til at give tilbage og hjælpe andre med at komme i gennem traumer og sorg. Det gør utroligt stort indtryk på mig. Det er netop mennesker som Swaray og organisationer som LAPS, der hver dag kæmper kampen mod tortur og gør en fantastisk indsats med små midler og ofte med stor risiko for deres liv, sikkerhed og helbred. Derfor er DIGNITY heldige at have partnere som LAPS, og jeg er heldig at kunne kalde Swaray min kollega og ven. Så det er ikke kun mig, der hjælper dem, men også dem, der hjælper mig på en måde”, siger Ahlam og smiler. “Det er en stor ære at samarbejde med disse mennesker og partnere. Jeg synes det er et meget privilegeret arbejde.”

Vi har et ansvar

Derfor oplever Ahlam først og fremmest taknemmelighed og ydmyghed, når hun vender hjem fra sine missioner.

“Det sætter en masse tanker i gang, og det sætter livet i perspektiv. Vi har det så godt og trygt i Danmark i forhold til hvordan de har det i de lande, jeg rejser rundt i, hvor krig, elendighed, fattigdom og tortur er en del af systemet og hverdagen. Og vi tager det hele for givet. Vi er så priviligerede i vores lille del af verden, og det burde være vores pligt at tage ansvar for de mest svage og sårbare, og ikke lukke os selv inde, som vi desværre gør nu.”

I fremtiden drømmer Ahlam om at rejse endnu mere rundt i verden.

“Jeg drømmer om at have en international form for gypsy family at rejse jorden rundt sammen med. Danmark er en fin base, men jeg føler, at verden er for stor og spændende til kun at blive et sted. Det lyder paradoksalt, men når man først begynder at rejse rundt, så finder man ud af, at verden er ret lille. Man kan komme frem overalt, og nu kender jeg så mange mennesker rundt omkring, som jeg holder kontakt med, så det gør bare, at jeg har en tilknytning til verden og ikke tænker så meget på grænser og nationaliteter længere. Jeg identificerer mig mere med at være en global borger end at være dansker. Jeg vil udforske havet, og ikke bare blive i den lille andedam.”

 

Comments are closed.